Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ved strand nær Aarhus: Børn drev 250 meter til havs på badedyr

Af Jonathan Sten Drivsholm
Saksild Strand. Foto: Destination Kystlandet
Saksild Strand. Foto: Destination Kystlandet

Sommervejret har for alvor meldt sin ankomst, og derfor forventes det, at mange søger mod de østjyske strande i disse dage.

Men selvom vejret indbyder til en tur i vandet, skal man huske at tage sine forholdsregler.

Det måtte en familie sande, da de tirsdag i sidste uge var en tur på Saksild Strand syd for Aarhus.

Her spottede livredderne på stranden pludselig tre 8-12-årige piger på et stort fladt badedyr, som var fanget i fralandsvinden. Det skriver TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.

En af livredderne satte derfor båden i vandet og sejlede ud til dem. I mellemtiden var pigernes far også gået i vandet og var næsten nået frem.

Livredderen tog alle fire med i båden og sejlede dem sikkert tilbage. De var drevet cirka 250 meter ud fra stranden.

Tusindvis af indsatser

Episoden ved Saksild Strand er kategoriseret som en såkaldt “rød aktion”, der er særligt alvorlig.

I sidste uge udsendte TrygFonden Kystlivredning en kraftig opfordring om at holde godt øje, når man har børn med på stranden.

I løbet af ugen gennemførte livredderne i alt 6.905 indsatser landet over.

Heraf fandt 22 førstehjælpsaktioner, 67 forebyggende aktioner, 416 oplysende indsatser sted ved Aarhus – nærmere bestemt ved Den Permanente, Moesgaard Strand og Havnebadet på Aarhus Ø.

Ny opfordring fra livredderne

Med udsigt til hedebølge i dag og i morgen, kommer der nu en ny opfordring fra livredderne: “Husk nu vandflasken”.

Anbefalingen fra livredderne er, at man inden strandturen pakker rigeligt med drikkevarer og en god madpakke.

“Hvert år oplever vi situationer med strandgæster, der ikke har fået nok væske, og derfor har brug for hjælp, fordi de er dehydrerede og afkræftede. Sker det i vandet, kan det skabe farlige situationer.

Tag derfor godt med vand med i strandtasken og suppler gerne med noget sukkerholdigt som saft, juice eller sodavand. Det er også vigtigt at få spist, selvom man i varmen måske ikke mærker sulten, som man plejer,” siger Lasse Serup Jensby, driftsleder i TrygFonden Kystlivredning.

Udover at huske rigeligt med væske og energi, når solen bager, er det også en god ide at søge skygge indimellem, og særligt midt på dagen mellem kl. 12 og 15, hvor solen står højest på himlen.

Livredderne er klar til mange mennesker på strandene i de varme dage. Badegæsterne skal endelig bruge hele stranden, men går de i vandet, lyder anbefalingen, at det skal foregå mellem livreddernes flag.

Gode råd til en varm strandtur:
– Indtag rigeligt med væske
– Husk solcreme
– Søg skygge indimellem

Kilde: TrygFonden Kystlivredning

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien