Udrykning på glatte veje: Brandbil kørt i grøften ved Aarhus

Kort inde i det nye år må Kong Vinter siges at være ankommet til Danmark.
Det seneste døgns snevejr har givet problemer i trafikken rundt omkring, og fredag aften var den gal på Ørneredevej ved Aarhus.
Omkring kl. 20:44 rykkede Østjyllands Brandvæsen ud til et trafikuheld, hvor en enkelt bil var kørt galt.
Føreren var dog selv i stand til at kravle ud af bilen og gå hen til ambulancen, som ligeledes var til stede.
Men da brandvæsnet skulle køre retur på de sneglatte veje, skete der endnu et uheld, hvor en af de store brandbiler endte i grøften.
“Det var heldigvis ikke en farlig situation – men sne og isglatte veje gav os udfordringer derude,” siger operationschef hos Østjyllands Brandvæsen Brian Arendtsen til TV2 Østjylland.
Brandbilen kom dog hurtigt tilbage på vejen med hjælp fra de andre store køretøjer på stedet.
Heldigvis slap alle involverede uskadt fra de to uheld på Ørneredevej i aftes.


