Måske får du besøg: Brandkadetter banker på døre i Aarhus

Røgalarmer redder liv – men i nogle boliger hænger der røgalarmer, som ikke virker, og andre har slet ikke nogen.
Derfor sender BrandBevægelsen og TrygFonden i samarbejde med Østjyllands Brandvæsen nu RøgalarmPatruljen på gaden.
Lørdag 15. november besøger patruljen udvalgte boligområder i Aarhus C for at tilbyde beboerne et tjek af deres røgalarmer.
Her vil de sikre sig, at beboerne i det centrale Aarhus har minimum en røgalarm monteret i sin bolig, så man bliver advaret hurtigt, hvis der skulle opstå en brand i hjemmet.
Det skriver Trygfonden i en pressemeddelelse.
Uddeler gratis røgalarmer
Fra brandstationen i Ny Munkegade begiver patruljen sig ud i byen den 15. november i tidsrummet kl. 09.00-16.00.
“Vores brandkadetter og deres Instruktører fra Juniorbrandkorpset deltager igen i år i den tilbagevendende begivenhed Røgalarmpatruljen, hvor vi banker på ved borgerne og tjekker/uddeler røgalarmer.
Vi medbringer røgalarmer, batterier m.m. og hjælper borgeren med opsætning af en gratis røgalarm, hvis man ikke er i besiddelse af en røgalarm.
Har man allerede en røgalarm giver vi gode råd om tjek og vedligeholdelse af røgalarmen. Trænger din røgalarm blot til nye batterier, kan patruljen også klare det,” lyder det fra Østjyllands Brandvæsen.

RøgalarmPatruljen består af unge fra Junior Brandkorpset samt lokale brandfolk fra Østjyllands Brandvæsen.
De unge har forinden lært at opsætte og teste røgalarmer, så de er godt klædt på til at være ambassadører for røgalarmer og styrke brandsikkerheden i lokalområdet.
BrandBevægelsen og TrygFonden har siden 2007 samarbejdet med kommuner og beredskaber om brandsikkerhed, og gennem årene har de opsat ca. 15.000 røgalarmer hos udvalgte borgere.