Frokost ved den gamle lystbådehavn – Brasserie Vankoch

Det var en af de dage, hvor Danmark viste sig fra sin allersmukkeste side. På den gamle lystbådehavn hersker de tre brødre med efternavnet Koch. Mellem den meget stemningsfulde træskibshavn og de nye store byggerier ligger Brasserie Vankoch, godt gemt bag de mange sejlskibe. På kanten af Aarhus C og Ø, et stenkast fra vandet. Smukkere beliggenhed på en sommerdag med sol og skyfri himmel er svær at finde. Som noget relativt nyt, holder deres brasserie åbent for frokost fem dage om ugen. Søndag er undtagelsen, der er ”kun” brunch, og mandag er der lukket.
De tre brødre
Tvillingerne Jesper og Michael Koch og deres lillebror, Lasse, driver i dag Restaurant Koch, Brasserie Vankoch, en kokkeskole, mad ud af huset med videre. De er efterhånden et kendt og godt brand i Aarhus. Brødrene Koch råder i dag over lokaler på begge sider af den gamle lystbådehavn. Så alt efter formålet benyttes lokalerne på begge sider. Brasserie Vankoch ligger på den lange kaj på østsiden af havnen. Bagved restauranten skyder der et hav af nye boliger op.
Frokostanretning med det hele
Jeg havde inviteret den gode og kendte madbloggere, Malou, hende som har Klidmoster.dk på frokost. Malou valgte den klassiske frokosttallerken med lidt af hvert koster 245 kroner. Hvis du vil smage lidt af det hele – og have value for money, så er det frokostanretningen, du skal vælge. Vi fik stegt sild med en sød løgkompot, fiskefrikadeller med remouladepickles, gravad laks med dildsennepssauce, skinkesalat af sortfodsskinke med ærter på ristet brød, tartelet med hønsefrikasse og persille. Osten var en Lykkebjerg fra Unika med syltede nødder. Som dessert var der brownies med frugtkompot og vanilje. Syv forskellige elementer er meget til frokost, men du kommer godt rundt i smagsnuancerne. Størrelsen er stor. Du skal nok blive mæt. Vi vil gerne fremhæve den stegte sild som var vendt i rugmel og stegt på panden til de var sprøde. De var i referenceklassen. Tarteletten med hønsefrikasse var en klar vinder. De to små retter husker vi som noget særligt. Der var ikke så meget at komme efter. Alle elementer gjorde det godt, ikke en eneste svipser, og ikke mindst, du bliver godt mæt. Det er klart i toppen af en jysk frokost.
Hemmeligheden er en frisk spætte
Smørstegt rødspættefilet med hjemmelavet remoulade, syltede agurker og lidt søde tyttebær. Prisen var 105 kroner. Sjældent har jeg fået en tykkere filet. Den var næsten en centimeter tyk. Jeg er ret sikker på, det er byens bedste fiskefilet, jeg spiste her. Den hjemmelavede remoulade passede fint til de syrlige agurker og den søde tyttebær, dog med en snert af frisk citron. Generelt er det dejligt, når der er fokus på det syrlige element i maden, og det ser vi sjældent i en traditionel rødspættefilet.
En klassiker – anderledes og nu med karry
Det er næsten et must med stegte fiskefrikadeller, nu når man sidder ved vandet. Torskefiskefrikadeller med remouladepickles til 100 kroner. Ja, det lyder ikke dyrt – og det er det heller ikke. Der var godt med torsk i frikadellerne. Det var let at se, hvad der var torsk, da den lyste op i de karrygule deller. Flot og fast konsistens. Tilbehøret var det samme, som vi fik til rødspætten, men det gør det jo ikke dårligere. Brødet var hjemmebagt og smålunt – sådan som det skal være.
Sommerdessert fra gamle dage
Vi nappede en frisk sommerdessert som afslutning. En kølig en af slagsen. Bondepige med slør hed desserten. Den med danske æbler og rabarber. En gammel dansk dessert, som er gået en smule i glemmebogen. Desserten kom i et stort glas. Der var godt med frugt i, flødeskum, rugbrødscrumble ristet på panden, sprød makron og konditorcreme i bunden. Smukt, en nærmest klassisk kombination – men samtidig med en lethed og friskhed over sig. Der var ingen spiritus i, heldigvis for det, da den blot tager smagen fra frugterne. Stor ros for den afslutning. Prisen løb op i hele 60 kroner – det er jo nærmest ren foræring. Portionen var så stor at jeg ikke kunne spise op – sjældent det sker.
Maden er langt fra dyr
Prisen for frokost og seks store fadøl var 840 kroner. Husk på, det var en meget varm dag, så vi dehydrerer en del. Øllene koster 55 kroner stykket, så de fylder godt i den samlede pris. Vi sprang kaffen over, mest på grund af varmen.
Havneidyl når det er bedst
Udsigten ind over skoven, byen, vandet og ikke mindst de mange sejlskibe gør restauranten unik. Bare stemningen gør en glad. Når du ovenikøbet får god mad i den klasse, så kan det næsten ikke blive bedre. På den anden side af Vankoch ligger den historiske træskibshavn, som er fyldt med smukke gamle træskibe.
En anbefaling af de store
Stor ros til brødrene Koch for deres frokost. Der er respekt for den klassiske danske frokost, men der er også plads til nytænkning – og ikke typisk kendte smagssammensætninger. Brasserie Vankochs frokost får hermed vores bedste anbefaling. Restauranten ligger smukt – usædvanlig smukt når den danske sommer viser sig fra sin bedste side. Der er ro og udsigt. Som et ekstra plus er der masser af parkeringspladser.
Restaurant Koch
Pakkerivej 2 8000 Aarhus C Telefon +45 87 48 01 23 www.kocherier.dk[mappress mapid=”79″]