Gratis croissanter og kransekage: Kendt bageri slår dørene op i Risskov

Briançon er blevet synonym med andet og mere end Åboulevarden.
I starten af 2024 rykkede det populære bageri ind i Beder og blev en øjeblikkelig succes syd for Aarhus, så nu – blot et år senere – er de klar til at udvide igen.
På lørdag 1. februar slår Briançon dørene op til et nyt bageri side om side med de øvrige specialbutikker på Risskov Torvet.
Får nye åbningstider
I weekenden vil der altså igen sprede sig en duft af nybagt brød på torvet ved Ellebjergvej.
Briançon markerer åbningsdagen ved at uddele kransekage og croissanter til alle, der kigger forbi i tidsrummet kl. 9.00 – 12.00. Til de yngste vil der være gratis børneboller hele dagen.
“Det giver rigtig god mening for os at komme ud i ‘forstæderne’. Vi er stadig den klassiske gammeldags bager, der har kanelsnegle og håndværkere i montren, og det er der bare et marked for de her steder.
Det er kun et år siden, vi åbnede i Beder, og det var overvældende, hvor meget der skete, og hvor travlt vi fik efter åbningen. Så vi er spændte og glæder os rigtig meget,” siger indehaver Karina Trosborg til MigogAarhus.
Læs også: Umodne blommer og miso: Mikrobageri har skabt en helt særlig fastelavnsbolle Det nye bageri får samme udvalg som de øvrige, så beboerne i Risskov kan se frem til friskbagt brød, fastelavnsboller og selvfølgelig croissanterne, som Briançon er så kendt for.
Efter åbningen ændres åbningstiderne for samtlige af Briançons bagerier, som fremover vil være lukket om mandagen.
Briançons åbningstider:
Mandag lukket
Tirsdag-torsdag 7.00-17.00
Fredag 7.00-17.30
Lørdag 7.00-16.00
Søndag 7.00-15.00
Du finder det nye bageri på Ellebjergvej 2.