Den perfekte start på dagen: Kald det, hvad du vil; mokost, brunch eller weekend-frokost på havnen
Brødrene Koch på den gamle havn i Aarhus har det med at overraske. Det er der ikke noget nyt i. Men jeg blev overrasket ud over det normale, da jeg forleden besøgte brødrene og deres brunch for spiseguiden. Ja, det kalder de det. At jeg ikke er helt enige med dem i, det er en brunch de laver er en helt anden sag. Men det gik ikke ud over oplevelsen. Den var helt forrygende god til prisen. Kokkene hos brødrene Koch kan deres håndværk. En fornøjelse at være vidne til.
395 kroner for to timer inklusiv drikkevarer
Brødrene Koch kalder det brunch, selvom jeg mener, det mere er en frokost. Men uagtet den uenighed, så er idéen, at der er mellem 32 og 34 forskellige retter, alt efter hvad du lyster, og hvordan du sætter det sammen. Der er godt 45 oste at vælge mellem, og så kan du drikke alt det Cava, kaffe, te, hjemmelavet saft og juice, du lyster.
Det starter klokken 11.00 og slutter seneste klokken 13.00. Du må også gerne smutte før, hvis to timer er for meget. Prisen for børn under 8 år er 225 kroner, og børn under 2 år spiser gratis.
Der er 80 pladser til brunch. Alt var booket den lørdag, vi var forbi.
Mad og smag som rammer de fleste
Brødrene Koch, som ejer Det Glade Vanvid, er en svær størrelse at have med at gøre. De to sønderjyske brødre går deres egne veje. Det skal de have. De har om nogen knækket koden over, hvad flertallet af danskere vil have, når de går ud og spiser. De er specialister i at lave mad med alt det, du vil drikke til en fast pris. Deres aftenkoncept har kørt uafbrudt i omkring 15 år.
Der var som sædvanlig kø til den populære brunch hos Det glade Vanvid. Ved døren blev vi modtaget af en tjener, der fulgte os til vores bord. Med udsigt over den gamle havn og de mange både finder man ikke en meget bedre beliggenhed.
Tag selv-bord
Buffet lyder ikke godt. Jeg synes heller ikke, ordet er passende med alt den hjemmelavede mad, som er her. Tag selv-bord er et mere spiseligt ord. Sådan var det ikke for 20 år siden, men eftersom flere og flere dårlige restauranter er begyndt at lave buffeter, så har begrebet fået lavstatus. Derfor kræver det en del mere for dem, som gør det godt, at overbevise gæsterne om at et tag selv-bord kan være fremragende, hvis det er gennemtænkt og smager godt.
Umuligt at smage det hele
Du skal være skarp på, hvor meget du kan spise, og udvælge din mad med omhu.
Et udpluk af den mad, som vi var igennem;
Pocheret æg en cocotte med tomatkompot var eneste æggeservering. Saltet laks med æbler/peberrod, samt saltet torsk med koriander, lime og chili. Ellers var høns i asparges og hjemmebagte tarteletter svære at gå udenom.
Fire slags kød; lammeculotte, kalveskank, honningmarineret landskinke og en rød oksesteg. Der stod en kok og skar kødet ud.
Kartoffelgratin med muskat og løg, ratatouillé og timianskysauce eller en bearnaise på sifon og friske gulerødder marineret i karry. Kødet var mørt, og man kan diskutere, om så meget kød har sin berettigelse på en brunch. Men uanset hvad man mener om det, så smagte det godt. Tilberedningen var der ikke noget at udsætte på.
Serranoskinken med fem forskellige slags tilbehør var velbesøgt. Dog mener jeg ikke, at en god skinke kræver tilbehør, men det er jo smag og behag. De syltede radiser var undtagelsen. Syrligheden var spændende, og ret genial til den milde og salte smag der var i kødet. Skinken var mør som smør.
Biksemaden, der var lavet på oksetykkam tilsat bearnaise mindede måske mere om aftensmad eller natmad end brunch. Men den ærkeklassiske biks, smagte forrygende godt.
Den hjemmelavede lune øllebrød med en god tyk fløde var total retro. Hittet, som fik de grimme minder om øllebrød til at forsvinde som dug for solen. Det samme gjaldt for æble-triflien og citronfromagen.
46 forskellige oste
Ostebordet var for vildt. Aldrig før har jeg oplevet 46 forskellige oste samlet side om side i Aarhus. Det virkede uoverskueligt. Men vi fik dog hurtig dannet et overblik. Arla Unika var repræsenteret med 16 forskellige ost. Her var alt fra Gammel Knas, Sirius og ikke mindst råmælksosten, Kry. Ellers var de klassiske franske, spanske og italienske oste på bordet. Udvalget skifter, men antallet ligger fast mellem 45 og 50 forskellige oste.
Sønderjysk kagebord størrelse XL
De sønderjyske brødre er glade for kage. Sådan ser det i hvert fald ud. Der er et voldsomt udvalg, men heldigvis er stykkerne ikke så store. 11 forskellige kager/desserter var linet op. Alt var hjemmelavet og friskbagt.
Betjening og værtskab
Både kokke og tjenere tog imod os. Hele hæren stod klar, da vi kom ind. De var nærværende og mandsopdækkede de borde, der stod mad på. Teamet virkede til at være godt sammenspillet. De vidste i hvert fald, hvad det handlede om. Jordnær service, med både smil og personlighed. Ikke specielt strømlinet, men mere effektive og tilstede.
Du drikker bare løs
Kvaliteten af råvarerne fejler ikke noget. Kaffen er fra Stiller’s Coffee, hvor en af verdens bedste baristaer, Søren Stiller, udvælger bønnerne. Ellers er der fri Cava – ikke bare et lille glas som vi ser flere og flere lokke med. Cavaen var brut, sprød og let at drikke. Der var to slags grøntsagsjuice, frugtjuice, kaffe, te og vand.
Mere frokost end morgenmad
Mokost er et ord, vi sjældent bruger. Det er sat sammen af morgenmad og frokost. Betydningen er den samme som brunch. Og dog. Jeg synes, det danske mokost passer bedre til oplevelsen hos brødrene, da maden havde større bredde og var mere mangfoldig end den typisk brunch. Der var skyr, en del hjemmebagt brød og ost, men det var vist også det eneste, som mindede om morgenmad.
Vurdering
- Til prisen så er der ikke så meget at diskutere. Her får du Aarhus´ bedste brunch/frokost. Maden var hjemmelavet, og udvalget var gennemtænkt. Koch og crew laver solid mad med smag. Det klassiske køkken er omdrejningspunktet, sammen med de gode råvarer. Der var mere end rigeligt, hvis det er målet. Jeg synes mere, det handler om, man får lige præcis det, man har lyst til. Betjeningen var søde og hjælpsomme. De spillede godt sammen, og vidste hvad det handlede om. Ros til dem.
- Jeg er sikker på, alle kan finde noget, de kan lide hos Det Glade Vanvid, hvilket gør, at målgruppen er større. Umiddelbart kan 395 kroner lyde af meget, men når du kigger lidt på, hvad der er med, så er det faktisk ikke dyrt. Tænk på, at en juice til en typisk cafébrunch sagtens kan løbe op i en 50 – 60 kroner. Et glas Cava koster let 50 kroner – og hos brødrene Koch drak vi en tre – fire glas hver. Søren Stiller’s kvalitets-kaffer koster jo også en del. At der altid er mindst 45 af de bedste oste, siger sig selv, at det koster mere end 5 tamme industrioste. Set i det lys, så mener jeg faktisk, at 395 kroner er en lav pris.
- Udsigten på molen med de mange sejlskibe er skøn grænsende til smuk. Her er ro, og dørene ud til vandet kan åbnes. Livet på den gamle havn er alt andet end stressende.
- Det Glade Vanvid henvender sig til de fleste typer gæster. Familier med børn, venner, virksomheder, par, ældre og unge. Det er nemt og ukompliceret. Jeg kæmpede med at finde fejl med maden på tag selv-bordet. Men det var svært, da holdet på havnen havde mere end almindeligt styr på deres mokost-seance. Derfor tabte jeg. Brødrene Koch og crew vandt. Vi kaster en at de store anbefalinger efter det, som de selv kalder weekendbrunch.