Burger uden kød: Her er 3 eminente vegetarburgere i Aarhus
En god snasket burger er vi mange, der er vilde med. Har du lyst til at prøve én uden kød, så er der faktisk rigtig mange gode bud i Aarhus!
Vi har fundet tre gode frem til dig her. Fælles for dem alle tre er, at de virkelig giver den fulde burgeroplevelse, selvom der ikke er en ‘ægte’ bøf i.
Et super godt alternativ, hvis du af den ene eller anden årsag vil undgå kødet – eller hvis du bare har lyst til en ny smagsoplevelse.
Plant Food, Aahus Street Food
Vi lægger ud med en burger, der ikke blot er vegetarisk men også vegansk.
Og uanset om du er veganer eller ej, bør du simpelthen smage burgeren fra Plant Food, der har til huse i garagen hos Aarhus Street Food.
Deres ‘Classic Burger’ har så meget smag, og de helt perfekte noter af flammegrill. Faktisk nåede vi at blive i tvivl, da vi satte tænderne i den – for var det virkelig ikke kød, der var i? Vi er overbeviste om, at mange kunne spise denne burger uden at ænse, den er vegansk.
Burgeren er udover den kødfrie bøf fyldt med salat, tomat, hjemmesyltede løg, hjemmelavet ketchup og trøffelmayo. Bollen er en blød briochebolle.
Hvor: Plant Food, Aarhus Street Food, Ny Banegårdsgade 46.
Greenilicious
Hos Greenilicious får du en ordentlig basse af en vegetarburger. Her er ikke sparet på noget, og der er absolut garanti for mæthed.
Burgeren hedder Veggie Wonder og består af en blød briochebolle med plantebaseret bøf, smeltet cheddar, chilimayo, sprødt grønt, sød sennep og ketchup.
Der er masser af god smag i burgeren og vi gik glade og mætte derfra!
Er du til lidt sprødt on the side, kan du bestille den med en omgang rodfrugtfritter.
Du kan i øvrigt også bestille en plantebaseret version af burgeren.
Hvor: Greenilicious, Jægergårdsgade 34 og Magasin Aarhus, Immervad 2.
Tipsy
Det sidste stop på burgercrawlen i denne omgang bliver Tipsy. Her får du lækker, velsmagende og snasket mad, som alt sammen er vegetarisk.
Her er faktisk flere forskellige vegetarburgere på menuen. Prøv fx en Crispy Schnitzel Burger, en Avocado Burger eller Keep it Classy, som er en mere klassisk (vegetar)burger.
Desuden er der månedens burger, som varierer. Vi var heldige at prøve deres Piña Colada-burger, og hold nu op en smagsoplevelse.
Den indeholder mayo rørt med kokos samt grillet ananas. Og det var ikke bare en sjov gimmick, den smagte også helt vildt godt! Det fungerer fantastisk med det søde og det friske element fra kokos og ananas tilføjet i en burger.
Hvor: Tipsy, Banegårdsgade 39.