Meget mere liv: Bypark får ny rutsjebane og legehuse
Sidste år blev 25.000 kvadratmeter grå betondæk forvandlet til en ny bypark midt i Aarhus.
Byparken på Pier 2 er forlænget til og med år 2025, og derfor rykker der endnu flere aktiviteter og mere grønt ind på øen den kommende tid.
Det er endnu et led i at teste, hvad der fungerer i en maritim bypark, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Skal indbyde til leg og ophold
Pier 2 har fra start været et eksperiment, der skal undersøge, hvad der fungerer i en bypark – både i forhold til planter, faciliteter og aktiviteter.
Byparken blev sidste år etableret med flere genbrugte materialer. Bakkerne består fx af sand fra havbunden, og stierne er lavet af gammelt, knust asfalt.
Genbrugte materialer er fortsat et tema i byparken. Et legende landskab er begyndt at tage form med sand, der er indrammet af gamle granitpullerter fra Aarhus Havn.
De fældede poppeltræer fra Ringgaden bruges som træstammer, man kan hoppe mellem. Og i den kommende tid kommer der flere nyheder til.
Der er bl.a. en ny rutsjebane, legehuse, hængekøjer og flere muligheder for at tage ophold på bænke på vej, lover Aarhus Kommune.
Den jyske vestkyst – nu i Aarhus
Samtidig er der plantet flere nye træer, buske og planter.
De er alle hårdføre hjemmehørende arter som skovfyr, marehalm, sandtorn, egetræer og tjørn, som vi kender det fra den jyske vestkyst.
Med tiden forventes bakkerne at blive grønnere, da planterne vil sprede sig. Det kan også overvejes, om der skal plantes andet grønt i bunden senere på året.
”Byparken har en helt unik placering lige ud til vandet i Aarhus Bugt – det giver en særlig stemning og ikke mindst et særligt udsyn og udkig, at der er blåt, så langt øjet rækker.
Men jeg vil også gerne, at parken bliver grønnere, fordi det også indbyder til, at vi slår os ned. Det barske, maritime miljø gør det svært at plante i området, men nu gør vi endnu en indsats for at gøre parken grønnere,” lyder det fra Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.
På sigt vil informationstårne formidle, hvad der er plantet i området, og hvordan biodiversiteten blomstrer på øen.
Der er også reserveret et areal til et kommende kunst- og arkitekturprojekt, der bliver sat i gang efter sommerferien.