Fyldte croissanter og drømmekage: Café Harepus fejrer 1-års fødselsdag
Den lille plantebaserede café, Harepus, åbnede i sommeren 2020, og frister i dag med diverse veganske lækkerier til både den lille og den større sult – og ikke mindst til den søde tand.
På onsdag den 9. juni har Café Harepus solgt bagværk, brunch, is og kaffe i et helt år.
I den forbindelse inviterer den hyggelige, veganske café på Studsgade alle deres kunder – nye som gamle – til at fejre dagen med dem.
Harepus byder på et stykke af deres ikoniske studenterbrød og serverer desuden fødselsdagsboller, drømmekage og særlige fyldte fødselsdagscroissanter m.m.
I dagens anledning udvides åbningstiden til kl 10-18, så du har rig mulighed for at komme forbi til en bid kage.
Café Harepus holder desuden ekstraordinært lukket dagen efter, torsdag den 10. juni, så personalet kan få en tiltrængt fridag.