Din næste investering?: Populær café sat til salg
Midt i Mejlgade ligger Cafeterie 37, der som regel er garant for friskbagt bagværk, et stort udvalg af oste og velbrygget kaffe af lokalristede bønner.
Efter en kort juleferie åbner den hyggelige café igen fredag 3. januar til en blød start kun med kaffe og lette sager, inden C37 er tilbage i fulde omdrejninger efter weekenden.
Det er der sådan set ikke noget usædvanligt i, men i kulissen er der noget under opsejling.
Indehaver Nicolaj Agostinetti, der også er manden bag nabostedet OliNico, har nemlig brugt ferien på at overveje caféens fremtid og har nu truffet en stor beslutning.
“For første gang i 14 år har jeg holdt mere end 4 dages fri, og det har også givet ro til mærke efter og for en gangs skyld givet tid til at tænke omkring fremtiden, både på den ene og anden måde.
Jeg har måske – uden at ville erkende det – i længere tid fået signaler fra min krop og mit sind, om at kræfterne ikke er der mere til at have så mange bolde i luften på en gang.
Tiden er inde til at der skal ske noget nyt, og at nye kræfter kan løfte C37 til det næste trin og udnytte det kæmpe potentiale, der er i disse lokaler.
Vi har i nu 3 år bygget på hver dag for at gøre C37 unik på vores måde hele vejen igennem, og det, synes jeg, vi er lykkedes til fulde med – ikke mindst takket være jeres støtte og besøg.
Derfor har jeg valgt at sætte Cafeterie 37 til salg! Så går du med en drøm om at drive Aarhus dejligste sted, så tag fat i mig, så kan vi tage en dialog omkring det,” lyder det fra Nicolaj Agostinetti.
Foreløbigt er Cafeterie 37, der har været en del af Mejlgade siden 2021, fortsat åben alle ugens dage.
Som navnet antyder, finder du caféen i nummer 37.
Læs også: Chokmelding: Kendt duo forlader en af Aarhus’ bedste restauranter