Skjult oase: Carsten åbner købmandsbutik i Aarhus-kvarter
Nu får den skjulte og lidt uudnyttede oase Grønningen i Aarhus nyt liv.
Her åbner Carsten Hauge Hensberg nemlig en lokal og økologisk købmandsbutik med ambitionen om at skabe et lille åndehul i byen.
“Jeg åbner Grønningens Kolonial. Det skal være økologisk og så lokalt som muligt – og så har jeg en makker, der bager surdejsbrød,” fortæller Carsten Hauge Hensberg til MigogAarhus.
Malte Simonsen fra HM Bakery kommer til at fylde disken hos Grønningens Kolonial med økologisk surdejsbrød og rugbrød, som, Carsten fortæller, er helt fantastisk.
Derudover bager han også både snurrer, spandauere og croissanter, mens det også bliver muligt at købe hans focaccia, knækbrød og müsli.


Fra jordbær og specialøl til konserves og vintage-fund
Grønningens Kolonial åbner lørdag den 20. juni kl. 8.00. Her vil der være en masse smagsprøver – blandt andet på bagværk – mens det også bliver muligt at få en kop kaffe.
“Vi tager chancen. Jeg har længe tænkt på, hvornår vi skulle åbne. Nu er det sikkert og vist, at det bliver lørdag,” fortæller Carsten Hauge Hensberg.
Hos Grønningens Kolonial kan du blandt andet finde sæsonens frugt og grøntsager – såsom jordbær og rabarber, kvalitetskonserves fra FANGST og Grøndal og is fra Vild Is.
Af drikkevarer får Carsten blandt andet sodavand fra Naturfrisk, øl fra Aarhus-bryggeriet SchwesterBrau, cider fra Æblefald og europæiske vine blandt andet fra Tyskland, Frankrig og Italien.




Bagerst i Grønningens Kolonial er der desuden et helt rum med vintage-fund som stole, borde og lamper, der naturligvis også er til salg.
“Jeg vil gerne lave det lokalt. Derfor skal det også ligge lokalt. Der bor mange mennesker i området, men Grønningen er ikke så kendt i Aarhus,” forklarer Carsten og fortsætter:
“Jeg kan godt lide den plads. Jeg elsker de små åndehuller i byen. Jeg prøver at give stedet liv ved at åbne en gammeldags butik.”
Vil skabe liv i Grønningen
Carsten Hauge Hensberg drømmer om at kunne skabe lidt mere liv på torvet ved Grønningen med sin nye kolonial:
“Ambitionen er også at aktivere torvet. Man kan få en kop filterkaffe, te, sodavand eller is og sætte sig på torvet, hvor jeg har stillet nogle bænke,” forklarer Carsten.
Det er en erfaren herre, der åbner den nye kolonial. Han har mange års erfaring med at drive forretning, og i dag har madsiden i den grad vundet hans opmærksomhed.
“Jeg har haft forretningen Works Unlimited i Guldsmedgade, hvor jeg handlede dansk design. Men for 14 år siden hoppede jeg over på madsiden og har gjort min hobby til min levevej,” fortæller Carsten Hauge Hensberg.
Carsten har tidligere været i Ren Kost i Jægergårdsgade, og for 7-8 år siden åbnede han købmandsbutikken NYMA i Nye.
“Jeg stoppede hos NYMA i januar. Nu går jeg all in på det her. Det er kun mig til at starte med, men ambitionen er da, at jeg får brug for lidt hjælp,” slutter han.