Christmas City Run: Oplev jul i Aarhus på en anderledes måde den 4. december
Aarhus må have manglet et juleløb. Det må løbsarrangøren sande, efter at startnumrene til det nye Christmas City Run gik som nybagt varm brød.
”Løb dig i julestemning” og ”oplev jul i Aarhus på en anderledes måde” lyder beskrivelsen på hjemmesiden for løbet. Og det var aarhusianerne klar på. ”Allerede da vi oprettede begivenheden på Facebook oplevede vi en kæmpe interesse for løbet”, fortæller Helle Tranholm fra Aarhus Motion, der i samarbejde med Radio GO!FM fik idéen til løbet. For at imødekomme den store efterspørgsel, blev der oprettet en ekstra start lidt senere på aftenen, og den er nu også udsolgt.
”Løbet har udover motionsdelen et socialt element og indbyder til lidt skæg og ballade, og det er lige præcis det, der hitter inden for løb”, fortæller Helle Tranholm og tilføjer: ”Vi synes også som arrangør, at det er vildt festligt at skulle sende 900 løbere i nissedragter ud i jule-Aarhus. Det glæder vi os til!”
Christmas City Run foregår i hold, der via en app bliver guidet rundt til forskellige juleposter i byen. Helle Tranholm: ”Man kommer til at opleve de velkendte julespots som stjernehimlen på strøget og juletræet på rådhuset, men vi har også været på jagt efter lidt mere finurlige steder, hvor der også er julestemning. Vi lover, at der bliver både julemusik, julegodter og masser af julelys på turen”
Løbet finder sted den 4. december fra kl. 16.30 – 22.00. Start- og målområdet bliver på pladsen foran DGI-huset, hvor Radio GO!FMs morgenværter bl.a. står for opvarmningen, inden løbenisserne sendes afsted.
Se mere om Aarhus Motion her:
Aarhus Motion skaber begivenheder, der sætter gang i benene. De står bag flere velkendte motionsarrangementer i Aarhus; herunder DHL Stafetten, BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon, Vinterløbene, name it Børneløbet, Ree Park Safari Run og Aarhus Mountainbike Challenge. Aarhus Motion sender hvert år 85.000 danskere ud at løbe, gå og cykle.