Cluster Square: Cremede plantebaserede cocktails til Aarhus Festuge
I år byder Cluster Square på både musik og gode smagsoplevelser under Aarhus Festuge. Særligt for Cluster Square 2018 bliver, at du kan nyde musikken med en bæredygtig og cremet cocktail i hånden, når Plantbased Cocktails åbner baren.
De fire kvinder bag projektet Plantbased Cocktails savnede selv de cremede cocktails, når de var i byen, “Vi var frustrerede over, at der ikke er nogen, der for eksempel laver white russians til dem der, af en eller anden årsag, foretrækker noget andet mælk end komælk”, fortæller Karolina Thomsen.
Efter grundig research med forhåbningen om, at et sådan produkt allerede fandtes, måtte de erkende, at det ikke var tilfældet. Derfor gik de selv i gang med at udvikle en cocktail, og efter måneders idé- og opskriftsudvikling, prototyper og smagstest, er de endelig klar med to produkter; en premixed cocktail og en irish cream.
Cocktailen “9døgn” er navngivet efter den tid, det tager at producere den: “Det er vigtigt for os, at vores produkter er lavet ordentligt og har smagen i fokus. Selvom vores produkt skal være nemt at gå til, skal det stadig være super lækkert. Det tager os mere end en uge at infusere den spiritus, som danner grundlaget for vores hjemmelavede kaffelikør i 9døgn”, fortæller Karolina Thomsen.
Hos Plantbased Cocktails er ambitionen at udvikle et bredere sortiment, men de fire iværksættere er i første omgang tilfredse med at have to produkter: “Der skal både være noget til dem, der kan drikke en masse sjusser, og noget til dem, der bare gerne vil have en lille én til kaffen. Lige nu fokuserer vi på at få vores produkter i luften, men vi har allerede planer om nye smage og typer, og glæder os til at teste videre”, afslutter Karolina Thomsen.
Uanset hvilken kategori man tilhører, er der mulighed for at få tilfredsstillet smagsløgene når Plantbased Cocktails gæster Cluster Square under Festugen både fredage og lørdage.