18-årig sigtet: Kvindelig cyklist påkørt i stort kryds

Tirsdag eftermiddag kl. 14.18 skete der et færdselsuheld i Viby J i krydset mellem Skanderborgvej og Rosenvangs Allé.
En 18-årig mandlig bilist kom kørende ad Skanderborgvej i nordøstlig retning, og en 36-årig kvinde på cykel kørte ligeledes ad Skanderborgvej i nordøstlig retning på cykelstien.
I krydset med Rosenvangs Allé foretog bilisten et højresving og påkørte her cyklisten.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kvinden pådrog sig skader på armen og blev tjekket i ambulance, men kom ikke umiddelbart kritisk til skade.
Den 18-årige mand blev sigtet for at forårsage færdselsuheldet.