Dagligvarekæde udvider: Her åbner ny butik i Aarhus

Hvor du i dag kan fylde bilen med benzin, kan du i fremtiden måske fylde indkøbsposen i stedet.
Som Århus Stiftstidende tidligere har beskrevet, er der planer om at omdanne Shell-tanken på Randersvej 164 til en dagligvarebutik – og nu står det klart, at det er Lidl, der er på vej.
“Af en aktindsigt i byggesagen fremgår det, at den tyske discountkæde i øjeblikket mangler at få de aller-allersidste detaljer vedrørende overkørslerne til den nye butik på plads, før en byggetilladelse burde kunne gives,” skriver Stiften.
Butikken bliver på 1.559 kvadratmeter og vil, hvis projektet bliver til virkelighed, blive Lidls butik nummer 10 i Aarhus.
Kæden har tidligere meldt ud, at ambitionen er at runde 15 butikker i kommunen.
Lidl har ikke ønsket at kommentere planerne på nuværende tidspunkt.