Tømt for frækt legetøj: Danmarks ældste sexshop lukker butik i Aarhus
Opdatering 15. november: Tys-Tys er nu vendt tilbage på vores henvendelse. De begræder lukningen i Paradisgade og henviser i stedet til webshoppen: “Vi har desværre set os nødsaget til at lukke vores fysiske butik i Paradisgade. En æra er slut efter 67 år med sexshop i Latinerkvarteret. Det har været en hård beslutning og vi kommer til at savne vores kunder i butikken. Men det er ikke slut. Vi kommer retur næste år med et nyt ”koncept” og relancering af vores ”nye” webshop,” lyder det fra Tys-Tys.
Bag ruderne, der tidligere var plastret til i reklamer for vibratorer og lignende, ligger der nu en ensom mannequin midt på gulvet.
Hylderne er tomme for sexlegetøj, og der er i det hele taget forsvindende lidt inventar tilbage i lokalerne på Paradisgade 17.
En seddel i døren afslører hvorfor.
“Butikken er desværre lukket,” skriver Tys-Tys om sexshoppen, der siden 2021 har været at finde på hjørnet af Paradisgade og Nørregade.
Læs også: For første gang nogensinde: Sinful holder kæmpe lagersalg i Aarhus Farvel til Paradisgade
Tys-Tys, der bryster sig af at være Danmarks ældste sexshop, ejer dermed ikke længere en fysisk butik i Aarhus.
Sexshoppen, hvis historie strækker sig helt tilbage til 1967, voksede ud af sine gamle lokaler i Paradisgade for knap 4 år siden, da corona hærgede landet og skabte markant større efterspørgsel på sexlegetøj.
I den store hjørnebutik ved Nørregade kunne man tilbyde kunderne et større sortiment end hidtil, men det er altså slut nu.
På førnævnte seddel henviser Tys-Tys til sin webshop, som fortsat er åben.
MigogAarhus har forsøget at få uddybet årsagen til butikslukningen, men Tys-Tys er ikke vendt tilbage vores henvendelse.
Læs også: Helt slut: Burger Shack er fortid i Aarhus