Danmarks Bedste Sushi 2021: Aarhusiansk sushibar løber med sejren
Den japanske spise bestående af udskårne stykker af rå fisk, marinerede ris og friske grøntsager er en populær spise mange steder i verden.
Også i Aarhus er der skudt sushirestauranter op på må og få – men hvor finder man egentlig de bedste stykker sushi?
I følge OpdagDanmarks afstemning ’Danmarks Bedste Sushi 2021′ findes det lige her i Aarhus – nærmere bestemt hos SushiMania Aarhus. Det mener 2432 ud af de i alt 7652 personer, der har stemt.
“Vi er simpelthen så stolte og glade over at have vundet denne pris. Det er vores kunder, der har stemt os til sejren, og det betyder alt.
Nu er vi endnu mere motiverede til at levere den bedste sushi både i Aarhus og i alle vores andre byer,” siger direktør for SushiMania Karam Ayad til MigogAarhus.
På en flot 2. plads i konkurrencen finder vi også et aarhusiansk sushisted – nemlig A+ Siam Sushi.
Danmarks største sushikæde
SushiMania er Danmarks største sushikæde og frister altid med frisklavet pick’n’mix sushi i buffeten.
Al deres fisk er bæredygtigt certificeret, og du kan vælge mellem fire priskategorier: orange, blå, gul eller grøn.
Hvis du skal prøve Danmarks bedste sushi kan vi især anbefale stedets makirulle Avocado Tempura med frisk, knasende sprød dybstegt reje og lækker cremet avocado på toppen – haps!
Om konkurrencen
I perioden 9. – 16. november kl. 12.00 har folk kunnet stemme på deres favoritsted blandt de nominerede sushi-steder. Efter at have sendt bekræftelses-sms’er ud er 7.652 stemmer godkendte.