Datoen er klar: Danmarks Største Fredagsbar indtager snart Uniparken
Inden længe fyldes Universitetsparken i Aarhus med tusindvis af feststemte studerende.
For til september vender Danmarks Største Fredagsbar stærkt tilbage, når Studenterrådet og Aarhus Universitets-Sport igen inviterer til en dag fyldt med sportsturneringer, god stemning, musik, fest og hygge.
Allerde nu kan du sætte kryds i kalenderen fredag 13. september 2024 og begynde at tænke på sikre dig en plads til det gigantiske fredagsevent.
Billetsalget starter nemlig i dag kl. 12.00.
“Vær klar, når vi skyder billetsalget igang til Danmarks Største 2024. Efter salget er startet begynder vi også løbende at offentliggøre årets musikprogram, så I kan godt begynde at glæde jer,” lyder det fra arrangørerne på sociale medier.
En festdag for alle studerende
Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag er et festligt arrangement for alle på tværs af uddannelser.
Arrangørerne oplyser, at der sælges to typer billetter – den ene giver adgang til både sportsturnering og fredagsbar, mens den anden kun giver adgang til fredagsbaren.
Til sidstnævnte kan du opleve en række kendte danske artister. Sidste år kiggede bl.a. ICEKIID, Thor Farlov, Ida Laurberg og Kalaset forbi, men hvem, der optræder i år, er altså endnu ikke offentliggjort.
Her på redaktionen holder vi selvfølgelig skarpt øje med den slags annonceringer, og vi skal nok opdatere jer, når der er nyt på musikfronten.
Hvad: Danmarks Største Fredagsbar
Hvor: Universitetsparken, Aarhus C
Hvornår: Fredag 13. september 2024
Du finder billetsalget til årets udgave af Danmarks Største Fredagsbar lige her