Indvies i dag: Danmarks største ladeanlæg til elbiler åbner i Aarhus

I dag åbner Danmarks hidtil største opladningsanlæg til elbiler i landets højeste bygning.
Anlægget er nemlig installeret i Lighthouse, hvor det vil blive indviet taler og snorklip her til formiddag.
Det skriver energiselskabet OK i en pressemeddelelse.
Det højteknologiske nye ladeanlæg kan oplade op til 324 elbiler og 9 elmotorcykler samtidigt og bygger på den nyeste teknologi inden for balancerede opladningssystemer.
Anlægget kan udvides til at håndtere flere biler ad gangen i takt med, at behovet opstår.
Derudover er ladestanderanlægget udstyret med avancerede sikkerhedsforanstaltninger, som er endnu mere robuste, end det der kræves efter den nuværende lovgivning.
Sætter nye standarder
Dagens indvielse er resultatet af en ambitiøs indsats for at fremme grøn omstilling og elbilisme anført af Lighthouse, foreningen LightCharge og energiselskabet OK.
Ifølge OK er ladeanlægget i Lighthouse både fremtidssikret og teknologisk førende i Danmark. Det sætter således nye standarder for opladning af elbiler.
“Efter en grundig evaluering valgte vi OK som hovedleverandør, da de både kunne tilbyde den mest omkostningseffektive løsning samt teknologi, der sætter nye standarder inden for opladning af elbiler,” siger Rune Ravn, der er bestyrelsesformand for foreningen LightCharge, der står i spidsen for at etablere ladepladser i Lighthouse.
Læs også: Sender kærlige tanker: Lighthouse lyser op i lilla Også hos energiselskabet OK er der glæde over det nye og topmoderne ladeanlæg.
“Vi er stolte af at levere fremtidssikret og effektiv opladning til så mange danskere som muligt. Et fintmasket ladenetværk gør det endnu mere attraktivt at skifte til elbil og vil dermed bidrage til den grønne omstilling og lavere CO2-udledning.
Det er et vigtigt led i OK’s samlede ambition om at gøre den grønne omstilling let og enkel for danskerne,” siger Michael Løve, adm. direktør i OK.
Det nye ladeanlæg indvies torsdag 13. november, hvor Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold (S) og rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus, Nicolaj Bang (C) klipper snoren til det nye ladeanlæg.
Sammen med OK-direktør Michael Løve vil de to politikere tænde for ladestanderne i Lighthouse og starte den første opladning af elbiler i Danmarks højeste bygning.
Program for indvielsen
Indvielsen foregår på Helga Pedersens Gade 79 torsdag 13. november.
11:00 – 11:05 Velkomst, Rune Ravn, Bestyrelse formand for LightCharge.
11:05 – 11:10 Tale, Michael Løve, adm. direktør, OK
11:10 – 11:15 Tale, Anders Winnerskjold, borgmester, Aarhus Kommune
11:15 – 11:20 Tale, Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune
11:20 – 11:30 Klip af snor, start af anlæg og opladning af de første elbiler i Lighthouse
Kilde: OK
Alle er velkomne til indvielsen af ladeanlægget, der er opført i samarbejde med Bravida.