ANNONCE
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Afslører topnavn: Dansk verdensstjerne spiller på Smukfest

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Smukfest/Allan Henriksen
Foto: Smukfest/Allan Henriksen

I sidste uge blev samtlige partoutbilletter til næste års Smukfest solgt på 74 minutter – før et eneste navn var annonceret.

Festivalen er imidlertid begyndt at afsløre, hvilke stjerner der er at finde på plakaten til Smukfest 2023.

For få dage siden blev den legendariske duo Nik og Jay præsenteret, og nu løfter Smukfest sløret for en vaskeægte dansk verdensstjerne.

MØ spiller i Bøgeskoven i 2023, skriver festivalen på sin hjemmeside.

“Det er præcis ti år siden, vi faldt pladask for MØ. Den kærlighed, der opstod, da hun spillede for allerførste gang på Smukfest i 2013 er på ingen måde falmet siden,” lyder det bl.a.

Hvis du er i tvivl om MØs stjernestatus, kan du bare tjekke Spotify’s ‘Billions Club’-playliste, der kun rummer sange med over en milliard afspilninger.

Her er MØ repræsenteret med to sange – kæmpehittet ‘Lean On’ og Justin Bieber-samarbejdet ‘Cold Water’, der ligger på listen side om side med hits fra bl.a. Drake, Michael Jackson, Rihanna, Queen, Kanye West og Harry Styles.

Kommer med imponerende bagkatalog

Sidst, MØ optrådte på Smukfest, var i 2018.

Afslører topnavn: Dansk verdensstjerne spiller på Smukfest
Foto: Smukfest

Året efter tog hun på turné, og her indså hun, at der nok havde været lige lovlig meget fart på. Så da hun varhjemme i Danmark igen, trak hun stikket og begyndte at mærke efter, hvad hun ville, og hvor hun var på vej hen.

Tidligere i år kom så resultatet i form af albummet Motordrome, der sætter fokus på de aspekter af livets gang, MØ stadig er i gang med at udforske.

De seneste måneder har hun arbejdet på Dødsdrom – en EP med danske sange, hun har skrevet gennem sin karriere.

I august udgav hun sin egen, meget MØ-ske udgave af 90’er-hittet Spaceman, ligesom hun netop lige har udgivet Saturn Return i samarbejde med Jada.

MØs nye sange får på Smukfest selskab af et imponerende bagkatalog, der udover Lean On og Cold Water tæller sange som Final Song, Don’t Leave, Nights With You, Kamikaze og mange flere.

Del artikel