De brune forklæder – vi skal helst ligne de andre, eller hvad?
Er restaurationsbranchen løbet tør for fantasi – eller er der bare gået copy-paste i den? Et spørgsmål som umiddelbart er let at svare på. Men jeg har sat mig for at undersøge det i en række små klummer her på Aarhus Update. Den første kommer her, og den har fokus på en restaurationsbranche, som ligner hinanden mere og mere. Forskellen skal vi efterhånden kigge grundigt efter.
Er der noget galt med en efteraber?
Du kender sikkert nogle, som altid gør det samme, som de andre i flokken? Ja, hvem gør ikke det? De er medløbere. De har altid været det – og vil altid være det. Sådan er det. Hvis der er en kok eller restauratør, som har fået en god idé, er det et spørgsmål om få dage, før en eller flere kolleger har kopieret det. Det er et vilkår i dag. Flere og flere lever af at stjæle gode idéer fra hinanden. Ulovligt er det ikke, men er det okay? Ja, måske. Det vil jeg ikke dømme, om det er. Dog vil jeg blot konstatere, at det er fantasiforladt og småkedeligt. Originaler er alle dage blevet kopieret. Det bliver de ved med. Problemet er blot, det hele bliver så ens og kedeligt. Hvor er mangfoldigheden henne på det typiske menu- og vinkort? Meget ligner hinanden. Ord er taknemmelige. Eneste åbenlyse forskel er prisen. Den kan vi gæster forstå, og alle i restaurationsbranchen kan finde ud af at gange med en faktor et eller andet. Skal vi ikke slå fast, at hvis du gør som alle andre og kun efterligner dine kolleger, så er du en efteraber. I hvert fald i min verden. Fint nok at indrømme du er en efteraber, men synes du oprigtigt, det er fedt at kopiere de andre?
Hvorfor skal alle rende rundt med brune forklæder?
Hvornår har du sidst været på en restaurant, hvor personalet IKKE rendte rundt med brune forklæder. De bedre restauranter har fået dem specialsyet, så de fremhæver de åbenlyse fortrin hos betjeningen. Flere af dem får sågar syet forklæderne i et specielt lækkert læder. De fleste har farven brun eller en nuance deraf. Det må siges at være tidens trend. Desuden tænkte jeg, hvorfor ser man aldrig nogle gå med røde eller lyseblå forklæder. Nej Granberg, det går ikke. Farve-udsvinget fra den brune er åbenbart for risikabelt. Man må bare ikke skille sig for meget ud fra mængden. Vi skal jo helst ligner dem, vi ser op til. Mig bekendt startede Noma med de brune forklæder. Det var nytænkende, men nu render de også rundt med dem på den lokale pølsevogn. Dog ikke i læder, men mørkebrune er de. For en almindelig mand er det svært at bedømme forklæde-kvaliteten. Et bud er, at de bedre restauranter har en finere stofkvalitet, end pølsemanden har. Men det er svært at se. Jeg tror, det nye sort er at finde en restaurant, en café, en bager eller en pølsemand, hvor personalet ikke render rundt med brunt forklæde på.
Server lige en ret vi ikke har smagt før
Nu var eksemplet med de brune forklæder bare det mest oplagte at tage frem. Men der kopieres og efterlignes også på meget andet. Det er in at kopiere sine kolleger. Meget af den mad, man spiser på restauranter og caféer, har de samme grundsmage. Hold nu kaje, hvor er det længe siden, jeg har smagt en ret, hvor der var en smag eller smagsvariant, jeg ikke har smagt før. Indrømmet det sker, men der er alt for langt mellem snapsene. Hvis restaurationsbranchen er så kreativ, som store dele af dem skilter med, de er, så vis os lige en ret eller to, vi ikke har smagt før – og som kollegaen heller ikke har lavet før.
I næste klumme sætter jeg fokus på den rigtige historie om (nogle af) råvarerne. Er snakken om de lokale råvarer blevet en sludder fra de varme lande? Vi sætter fokus på lokalt oksekød fra gode, gamle danske malkekøer.
