De gemte cigaretter: 20 millioner færre solgte cigaretter i Netto, føtex og Bilka
En gennemgang af 2018 salgstal i Salling Group sætter en tyk streg under, at det virker at gemme cigaretterne af vejen for de unge
Dugfriske tal fra Danmarks største detailkoncern, Salling Group, viser, at dagligvarekæderne Netto, føtex og Bilka i 2018 solgte markant færre cigaretter efter at have skjult tobakken. Trods flere butikker, flere kunder og højere omsætning solgte Salling Group sidste år 20 millioner cigaretter færre end i 2017.
Det forgange år leverede dermed solid dokumentation for, at unge køber færre cigaretter, når butikkerne gemmer tobakken væk. Dataindsamling på tværs af Nettos 500 butikker viste allerede i efteråret, at nedgangen i tobakssalget var mest dramatisk i butikker kendetegnet ved mange unge kunder og placeret i nærheden af ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og kollegier. På landsplan faldt salget af tobak med ni procent i de første tre måneder efter at Netto som landets første kæde gemte cigaretterne af vejen. I butikker med særligt mange unge kunder var nedgangen i salget op til fire gange så stor.
Siden Netto, føtex og Bilka begyndte at gemme cigaretterne væk i juli 2018, er salget af cigaretter kun gået en vej. Faktisk er nedgangen i salget på 20 millioner cigaretter, svarende til en million pakker. Den udvikling glæder administrerende direktør i Salling Group Per Bank.
Vi har i Salling Group en klar ambition om, at færre unge begynder at ryge. Derfor har vi gemt cigaretterne væk, og det har givet et fald i salget på ikke mindre end 20 millioner cigaretter. At det så koster penge på bundlinjen, lever vi fint med, fordi vi er med til at gøre en forskel, siger Per Bank.
Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse og Røgfri Fremtid begynder 40 unge at ryge hver dag, og andelen af de 16-24-årige, der ryger, er stigende.
Ingen grund til nøl i dagligvarebranchen
Meget tyder på, at de unge er enige i, at det nytter noget at gøre tobakken usynlig. I en rapport fra Røgfri Fremtid, ”Ungeundersøgelse 2017”, udgivet i 2018 svarer de unge rygere mellem 14 og 19 år, at det at gøre cigaretterne usynlige i butikkerne er det bedste forslag til at undgå rygning blandt børn og unge.
Flere dagligvarekæder bebudede i fjor, at de har til hensigt at gemme tobakken væk, som det allerede sidste år skete i flere end 600 Netto, føtex og Bilka samt Salling stormagasiner. Men der er endnu ikke udsigt til, at alle landets omtrent 7.500 tobaksudsalgssteder frivilligt tager ansvar. Derfor opfordrer administrerende direktør i Salling Group Per Bank den øvrige detailhandel til at få rullet gardinerne for, så salget af cigaretter ikke bare flytter til nabobutikken.
Skal vi lykkes med at skabe røgfri generation, skal alle med. Hverken dagligvarebutikker, købmænd eller især kiosker og tankstationer bør vente unødigt med at komme i gang. Ellers sender vi jo bare de unge videre til de steder, hvor det er nemmest at købe cigaretter, og så er vi lige så langt fra en røgfri generation, siger Per Bank.
Tal fra Kræftens Bekæmpelse og Røgfri Fremtid viser, at op mod 15.000 unge hvert år begynder at ryge, og nedgangen i Salling Groups tobakssalg glæder Niels Them Kjær, der er projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse:
Salling Group er gået forrest og har taget ansvar, og det er meget positivt at se i praksis, hvilken stor effekt det har haft især over for børn og unge, at tobakken er blevet gemt væk. Nu har vi brug for en lovgivning, der sikrer at alle andre butikker også kommer med, siger han.
– – – – –
FAKTA
I Salling Group deler vi en fælles ambition om, at Danmark skal nå en røgfri generation i 2030. Altså et samfund, hvor ingen børn og unge begynder at ryge. Derfor har vi i føtex, Netto, Bilka og i Salling stormagasiner som de første kæder herhjemme gemt cigaretterne væk, så de ikke frister de unge. Dermed har vi fulgt en anbefaling fra Kræftens Bekæmpelse, Lægeforeningen og Hjerteforeningen, der har peget på netop dette som det ene tiltag, detailhandlen af egen drift kan rykke på.
Salling Group er medlem af partnerskabet Røgfri Fremtid, som blandt andet Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden står bag.
Nedgang i cigaretsalget
Tallene på cigaretsalget i Netto, føtex og Bilka er fundet ved et dataudtræk på antal solgte pakker cigaretter siden Netto, som den første detailkæde herhjemme, gemte tobakken væk. Tallene dækker perioden fra 1. juli 2018 til udgangen af 2018 og sammenligner med antal solgte pakker cigaretter i den tilsvarende periode i 2017. Det færre antal solgte pakker er ganget med antallet af cigaretter i en pakke; som standard 20 stk.
Om unge og rygning
Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge, og halvdelen af dem, der bliver ved, ender med at dø af det.
Andelen af 16-24-årige, der ryger, er stigende. I 2013 var det 25 pct. i aldersgruppen, der røg dagligt eller lejlighedsvist. I 2017 var det steget til 29 pct.
En international forskningsrapport viser, at personer, der er mere udsat for markedsføring af cigaretter, har 1,6 gange højere chance for at have prøvet at ryge end dem, der ikke har været så eksponeret for markedsføringen.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse og Røgfri Fremtid
Om danskernes holdning til skjult tobak
71 procent af danskerne synes godt eller meget godt om, at danske butikker gemmer tobakken.
Med forbehold for statistisk usikkerhed viser besvarelserne en opadgående tendens i støtten til at gemme tobakken væk. I 2012 mente kun 63 procent, at det var en god ide at gemme tobakken, og i 2017 sagde 69 procent af danskerne, at de synes godt om at indføre tobak under disken, ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen.
Ni ud af ti forældre til børn, der ikke ryger, svarer, at de ser det som vigtigt eller meget vigtigt, at deres børn ikke begynder at ryge. Blot to procent bekymrer sig ikke om det.
Kilde: Spørgeundersøgelse om cigaretter udført af YouGov for Salling Group i oktober 2018, baseret på svar fra i alt 1023 personer på deres holdning til skjult tobak.