Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Déliqat i Nørregade: Kald det, hvad du vil, men det er en vinhandel og vinbar

Af Line Ingwar Karlsen

Når det gode budskab drukner i mængden, kan man godt blive lidt rundtosset. For godt en måneds tid siden åbnede Déliqat i Nørregade. En ny og anderledes idé påstod ejerne. Men hvad det nye var, fattede jeg ikke helt. Jeg gik lidt kold i  at forstå konceptet, selvom om jeg læste, hvad medierne skrev.

 

Nogle skrev, det var en kaffe- og vinbar kombineret med delikatesseforretning. Andre mente, det var en vinbar med delikatesse udsalg. En tredje fortalte mig, det var en kaffebar med tapas og småkager. En fjerde var oppe at ringe over, Aarhus nu fik et portvinsbar. Ejerne havde også hver deres vinkel på, hvad det var for en forretning, de åbnede. Informationerne om Déliqat i Nørregade kom lidt drypvis, og jeg havde svært ved at fatte, hvad det var for en hybrid. Derfor tog jeg forbi forretningen, for ved grundig research og selvsyn at finde ud af hvad det var, som var sket med det gamle bageri, lokalerne tidligere husede.

Déliqat i Nørregade: Kald det, hvad du vil, men det er en vinhandel og vinbar

 

Konklusionen først

Ejerkredsen af Déliqat er lidt speciel. Måske derfor det brede koncept, men der er fire ejere. En dybt passioneret portvins-connoisseur, en dygtig kafferister, en vinimportør og ikke mindst ejeren af bygningen, hvor den flotte butik ligger i.

Déliqat i Nørregade er først og fremmest en vinhandel, hvis du spørger mig. Dernæst en vinbar. Alt andet, der sælges, er sidedish i form af kaffe og alverdens lækre delikatesser. Det er fint nok. Men at kalde det en delikatesseforretning og kaffebar er en misforståelse, hvis du spørger mig. Så er det på plads. Men uanset det, så er Déliqat på mange måder unik. Bare det, at udvalget af vin er så mangfoldigt, og ikke kan købes andre steder i byen, fortæller en del. Dernæst “plejer” man ikke, at drikke sin vin i en vinbutik, og da slet ikke at spise den mad, man lige har købt til. Det kan man hos Déliqat.

 

Kongevin til høkerpriser

Vinen hos Déliqat er vine, som du ikke kan købe andre steder i byen. Eller for den sags skyld i Danmark. Det er det aarhusianske vinfirma, Grape Care, der står for vinen. Dog undtaget Portvinene, som Portvinsfirmaet, Pass The Port, står for. Idéen med vinene er, at man skal købe, og drikke, vine, som man ikke ser andre steder i Østjylland, og velsagtens også i Danmark. Her er vine med lidt eller meget alder. Noget vi ikke ser så meget af i Aarhus. En vin, der er 10 år gammel, er ikke noget, man lige støver op her i byen. Der er rødvine fra 1990’erne, og Portvine fra 50’erne og 60’erne. Priserne er ikke engang voldsomme. Faktisk yderst sympatiske. Grunden er, at Grape Care selv importerer vinene, og der er ingen fordyrende mellemled. Du kan købe vine ned til 50 kroner for en flaske. Men det er ikke kun prisen, som er god. Her finder du et pænt stort udvalg af Bourgogne. Flere end de fleste vinhandlere har på hylderne.  

 

Her lever proppenge endnu

Hvis, eller rettere, når du har fundet en eller to flasker i vinhandlen, du gerne vil drikke i vinbaren, så køber du dem til prisen på hylderne. Oven i den pris, må du betale 200 kroner i proppenge for at drikke vinen i vinbaren. Det er uanset prisen. Så en Chassagne Montrachet til en hyldepris på 300 kroner koster så 500 kroner. Hvilket nok er en 200 til 300 kroner billigere end på en restaurant. Udvalget i Déliqat er samtidig på over 250 forskellige vine og udvalget er enormt, og større end på størstedelen af byens restauranter.

Før i tiden brugte man proppenge flere steder. Det gør man kun få steder i dag. Men hos Déliqat gør man.

Déliqat i Nørregade: Kald det, hvad du vil, men det er en vinhandel og vinbar

 

Der er også mad til vinen

Når du drikker vin, får man på et tidspunkt lyst til noget at spise. Det er kun naturligt. Flere af byens vinbarer laver en eller anden form for tapas. Ikke altid lige vellykket. Det er ofte lidt det samme, og kvaliteten af råvarerne er desværre ofte tvivlsomme. Heldigvis så serverer Déliqat ikke tapas. Tak for det. Men, der er et vigtigt men, og det er; Du kan købe lige det, du har lyst til og spise det i vinbaren. Det vil sige, at alle de specielle oste, pølser, skinker, patéer og så videre køber du. Du låner en kniv, og så er du i gang. Let, og så bestemmer du selv, hvad du vil købe at spise. Skønt!

Déliqat i Nørregade: Kald det, hvad du vil, men det er en vinhandel og vinbar

Hvis du ikke har besøgt Déliqat endnu, så tænk lige over det, næste gang du skal købe og/eller drikke vin. I øvrigt er Déliqat et oplagt bud, hvis du mangler  gaver. Her er mulighed for en unik gave.

 

Déliqat

Nørregade 28
8000 Aarhus C
Telefon: +45 60 54 26 40
Mail: mail@deliqat.dk
Website: 

Del artikel

Andre læser også