Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Opråb til politikerne: Demonstation mod hadforbrydelser

Af Freja Dumont

På onsdag den 26. maj kl. 18.30 vil der være en demonstration på Store Torv for at stoppe hadforbrydelser mod LGBTQI+-personer.

“Jeg er blevet slået ned bagfra og tæsket samtidig med, at der blev råbt “klamme homosvin, du får hvad du fortjener, bøsserøv!”

Sådan lyder bare ét af de i alt 1.000 eksempler på had, som protestbevægelsen ’Lev og Lad Leve’ det seneste år har indsamlet blandt landets LGBTQI+-personer.

Eksemplerne udgives den 26. maj 2021 i en bog, der overleveres til landets folketingspolitikere til demonstration foran Christiansborg.

Aarhus mod hadforbrydelser

I Aarhus har en gruppe aktivister indkaldt til en lokal demonstration for at overlevere eksemplarer af bogen til henholdsvis borgmester Jacob Bundsgaard (A) og regionsrådsformand Anders Kühnau (A), og for at bidrage til, at Aarhus kan blive en by med plads til alle uden had og uden diskrimination.

I Aarhus har aktivister fra LGBTQI+-miljøet, herunder repræsentanter fra Aarhus Pride, LGBT+HUSET og Everyday Sexism Project Danmark, sammen bidraget til koordinering af aktionen.

Målet er at sætte fokus på, at hadforbrydelser er en del af dagligdagen for alt for mange LGBTQI+-personer – også i ”Smilets By”.

Håbet er, at aktionen medvirker til en øget politisk opmærksomhed på bekæmpelse af had og hadforbrydelser. Det er på tide, vi stopper hadet!

Menneskene bag mørketallene

I 2019 registrerede politiet 76 hadforbrydelser rettet mod LGBTQI+-personer i Danmark.

Ifølge de seneste års offerundersøgelser fra Rigspolitiet vurderes det reelle antal af LGBTQI+-personer, der årligt udsættes for vold, dog til at være mellem 1.600 og 2.700, og politiet erkender selv, at der er betydelige mørketal på området.

Ifølge drag queen Mizz Privileze, der har været med til at starte bevægelsen ’Lev og Lad Leve’, er formålet med bogen at “Gøre det klart for landets politikere, at had mod LGBTQI+- personer er dagligt og konstant i Danmark”.

Repræsentant for aktionen ”Aarhus mod hadforbrydelser” er Julie Rose Maegaard Kristiansen.

(Hun/hende) fortæller, at bogen er med til at sætte ansigt og ord på det store mørketal, der eksisterer på området og hun håber, at bogen vil gøre indtryk på byens kommunalpolitikere.

Udover de 1.000 eksempler på had indeholder bogen også 30 politiske forslag til, hvordan landets politikere kan gennemføre konkret lovgivning, der vil forebygge og reducere antallet af hadforbrydelser. Et af bogens kapitler er særligt dedikeret til, hvad man kan gøre kommunalt.

Kommunal handlingsplan for at stoppe hadforbrydelser

“Noget så simpelt som et lag neglelak fik engang en ung mand til at nikke mig en skalle og kalde mig “bøsserøv””.

Sådan starter kapitlet om at stoppe hadet ude i kommunerne. Eksemplet er nr. 50 ud af de i alt 1.000 og delt af en person ved navn Knud.

I kapitlet er der udover eksempler på vold, trusler og spyt et forslag om, at kommunalbestyrelsen udarbejder en handlingsplan for at forebygge og reducere antallet af hadforbrydelser i Aarhus.

Mange af eksemplerne handler om had i nattelivet og derfor er en af forslagene, at “Gøre det til krav, at alle barer, natklubber og værtshuse har en anti- diskriminationsplan og lad deres bevilling udløbe, hvis de ikke har en.”

Et andet forslag går på at “Give efteruddannelseskurser i normkritik for de af kommunens medarbejdere, som har direkte borgerkontakt, f.eks. socialrådgivere, demokrati- medarbejdere, SOSU-medhjælpere osv.

En del af bogen handler også om at styrke retssikkerheden og tilliden til politiet. Flere af eksemplerne i bogen omhandler dårlige oplevelser med politiet. En har oplevet hadefulde tilråb fra betjente i patruljevogn.

En anden er blevet spyttet efter to gange af betjente i uniform. Flere fortæller også, at de aldrig har anmeldt deres hadforbrydelse, fordi de ikke tror, at politiet vil tage anmeldelsen seriøst.

Det handler om retten til at eksistere

Arrangementet vil byde på taler, vidnesbyrd fra ofre for hadforbrydelser og overlevering af bogen til Anders Kühnau. Vi vil slutte demonstrationen af med et boost af empowerment i form af sang, musik og vogueing.

Julie Rose Maegaard Kristiansen fortæller, at alle er velkomne til demonstrationen uanset om de selv er LGBTQI+personer eller ej.

“Det handler om, at vi viser byens politikere og borgere, at vi ikke længere vil finde os i at, LGBTQI+personer udsættes for had. Jeg håber, at mange vil bakke op om det budskab. Det er tid til at stoppe hadet,” afrunder Julie Rose Maegaard Kristiansen.

Udover demonstrationer i Aarhus og København afholdes der demonstrationer i Odense, Aalborg, Skive og Silkeborg.

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien