Europas bedste: Den Gamle By vinder kæmpe pris
Årets bedste europæiske museum har hjemme i Aarhus.
Det står klart, efter Den Gamle By lørdag aften blev hædret med en af kontinentets mest prestigefyldte museumspriser European Museum of the Year Award ved en prisuddeling i den baskiske by Bilbao.
Prisen, der uddeles af Det Europæiske Museumsforum, gives til museer, der skiller sig ud ved at være nyskabende og engagere deres publikum på nye måder.
Og i år var det altså Den Gamle Bys direktør, Julie Rokkjær Birch, der kunne gå på podiet og modtage trofæet samt den store faglige hæder foran en samlet museumsverden.
Læs også: En vigtig historie: Den Gamle By åbner ny udstilling “Det er helt overvældende. Det er en kæmpe anerkendelse at få fra resten af Europa.
Prisen er en hyldest til over 100 års udvikling gennem en helt særlig ånd i Den Gamle By med et hold af dedikerede medarbejdere, som hver dag lever og ånder for at give gæsterne den bedst mulige oplevelse,” siger hun.
“Prisen viser, at Den Gamle Bys tilgang med brug af nostalgi, traditioner og følelser til at åbne historien for vores gæster også rammer uden for Danmark, hvor internationale gæster spejler sig i fortællingerne om dansk kulturhistorie.”
Læs også: Verdenspremiere om få dage: Spektakulært værk åbner ved ARoS I forbindelse med nomineringen har Den Gamle By haft besøg af en delegation, der blandt andet havde fokus på den nye hovedindgang, og hvordan fortællingen fortsætter med at rykke op i tiden eksemplificeret med 2014-gaden.
Men også hvordan Den Gamle By inddrager det omgivende samfund som parcelhusområdet Skjoldhøjparken, hvor beboerne får hjælp og inspiration til at forstå deres egen historie.
I alt 35 museer fra hele Europa var nomineret til årets pris.
Blandt dem var museer fra Tyrkiet, Schweiz, Portugal, Ungarn og Letland samt det danske Kaj Munk Museet i Vedersø.