Kæmpe anerkendelse: Den Gamle By i spil til stor international pris
En af Europas mest prestigefyldte museumspriser kan gå til en ægte Aarhus-attraktion.
For når Det Europæiske Museumsforum i juni uddeler sin årlige pris European Museum of the Year Award (EMYA), risikerer Den Gamle By at blive kaldt op på podiet.
Det populære aarhusianske museum er nemlig på listen over de mest nyskabende og publikumsorienterede museer, som er nomineret til den fornemme hæder.
Det meddeler Den Gamle By her til morgen.
Læs også: Bobler og 5 retter for 299 kr: Hypet Aarhus-restaurant er med i Eat Out Nostalgi, traditioner og følelser
Prisen har til formål at hylde de bedste og mest nyskabende museer i Europa og sætte fokus på museer, der gør en særlig indsats for at skabe stærke oplevelser og udvikle nye måder at formidle historie, kunst og kultur på.
De visioner deler man i Den Gamle By.
“Vi er glade for nomineringen og den anerkendelse, der ligger i Den Gamle Bys måde at aktivere og forene nostalgi, traditioner og følelser som drivkraft og åbning til formidling af historien.
Både for danske gæster, men også de mange udenlandske gæster, som opdager deres egen og dansk kulturhistorie på en og samme tid,” siger direktør Julie Rokkjær Birch.
Inden nomineringen har Den Gamle By haft besøg af en delegation, der blandt andet havde fokus på den nye hovedindgang, og hvordan fortællingen fortsætter med at rykke op i tiden eksemplificeret med 2014-gaden.
Men også hvordan Den Gamle By inddrager det omgivende samfund som parcelhusområdet Skjoldhøjparken, hvor beboerne får hjælp og inspiration til at forstå deres egen historie.
To danske museer nomineret
Den Gamle By er ikke eneste danske kandidat. Også Kaj Munk Museet i Vedersø Præstegård, som hører ind under Ringkøbing Fjords Museer, er nomineret til den store internationale pris.
Læs også: Afslører høje besøgstal: Den Gamle By indtager flot andenplads I alt er 35 forskellige museer fra europæiske lande på nomineringslisten.
Blandt andre et tyrkisk hamam-museum, et skimuseum i Schweiz, et portugisisk designmuseum, det etnografiske museum i Budapest og det lettiske nationalmuseum for litteratur og musik.
Prisen vil blive overrakt lørdag den 13. juni ved EMYA2026’s årlige konference i Bilbao i Spanien.