Den Lille Kro – pusterum og stole ved de rødternede duge

En festival med fokus på musik, mad og drikke må være ønsketænkning. Men ikke desto mindre er det, hvad NorthSide gør, når de inviterer restauranter til at komme og servicere festivalgæsterne.
Vi bestilte straks efter, vi var kommet. Fire retter er der at vælge imellem. Stegt flæsk, stegt rødspætte, dansk bøf og kroens gryde. Alle retter inklusiv en RÅ-øl eller et glas vin koster 200 kroner. Fair pris.
Vi valgte stegt flæsk med persillesovs og danske kartofler og kroens gryde med krydderpølser, løg, champignon, bacon og svinemørbrad. Vi kom tidligt, da maden skulle passes ind med næste musikalske oplevelse. Der blev hurtigt fyldt ved bordene, og øllen kunne vi tage med ned til bordet med det samme. Der var konstant en lille kø, men hurtig udskiftning ved bordene betød, at folk ikke ventede længe.
Stemningen var høj. Der blev skålet mellem bordene, og betjeningen var hurtig, sød og venlig.
En opstramning er på sin plads
7 til 9 stykker flæsk blev serveret på tallerkenen, hvortil der kom danske kartofler og persillesovs. De fleste af flæskestykkerne var tørre, seje og uden ret meget smag, men et par stykker var da sprøde og velsmagende. Til gengæld var var persillesovsen perfekt cremet og med god smag, så den samt kartoflerne fik vi flere af.
Kroens gryde var med tre store stykker svinemørbrad, store champignon og pølser. Dertil var der også kartofler. Pølserne var godt krydrede, men igen var kødet for tørt. Måske er det bare et must på en festival. Det har vi også oplevet på flere andre spisesteder. En ganske udemærket gryde, hvis ellers kødet var mørt. Lidt mere smag gjorde ikke noget.
Dansk mad som vor mor lavede det! Det var, hvad vi håbede på. Men desværre må vi i denne omgang konstatere, at Den lille kro gør det bedre på restauranten i Aarhus end på NorthSide.