Den Permanente udvides for millioner: Sådan kommer badeanstalten til at se ud i 2024

Det ikoniske Aarhus-vartegn Den Permanente Badeanstalt står overfor en udvidelse, der kommer til at koste omkring 32 millioner kroner.
Det er blevet vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling i Vikingeklubben Jomsborg.
Her stemte 297 medlemmer for udvidelsen, mens 185 stemte imod og 14 stemte blankt, skriver vinterbadeklubben på sin hjemmeside.
Efter planen skal Den Permanente nu udvides med to nye vinger – en mod nord og en mod syd – så badeanstalten kommer til at se ud, som den gjorde, da den blev opført i 1933.

En storm ødelagde nemlig de to vinger i 1960’erne, og siden er de aldrig blevet genopført – men nu er vingerne altså på vej tilbage.
Vinterbaderne fra Vikingeklubben Jomsborg har badet ved Den Permanente, siden badeanstalten blev opført for snart 100 år siden, og i dag har foreningen 9.500 medlemmer.
Der er lukket for optag af yderligere medlemmer, men med udvidelsen kan Jomsborg formentlig forhøje medlemstallet til 15.000.

I sommermånederne har alle adgang til den fine sandstrand mellem vingerne, men resten af året er Den Permanente Badeanstalt kun tilgængelig for Vikingeklubbens medlemmer.
Med udvidelsen bliver det også lavet om. Ifølge helhedsplanen for projektet bliver det store bassin ved den nye nordlige vinge offentlig tilgængelig året rundt, så alle får mulighed for at vinterbade ved Den Permanente.

Byggeprojektet forventes at starte i foråret 2023. Godt og vel et år senere – i starten af 2024 – kan de nye faciliteter efter planen tages i brug.
Du kan læse mere udvidelsen af Den Permanente Badeanstalt her på Vikingeklubbens Jomsborgs hjemmeside.