Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Den store hindbærsnitte-guide: Her får du søde snitter i Aarhus

Af Line Ingwar Karlsen

“Kan man overhovedet lave en smagstest af hindbærsnitter – er en hindbærsnitte ikke bare en hindbærsnitte?” tænker du måske. Og sådan tænkte vi faktisk også indledningsvist, men vi tog grueligt fejl.

For der er jo så mange faktorer, der varierer på en hindbærsnitte. Mængden og smagen af marmeladen, er der meget/lidt glasur på, er der smag i bundene, og hvordan er de afbagte?

Der var faktisk også stor uenighed på redaktionen, da vi smagstestede. Nogen foretrak de blødere varianter, mens andre forelskede sig i de sprøde med god afbagning.

Derfor er denne guide en nøje beskrivelse af de enkelte hindbærsnitter, og så er det op til dig og dine præferencer at vurdere, hvilke du skal have fingre i.


Den store hindbærsnitte-guide: Her får du søde snitter i Aarhus
Hindbærsnitte fra Schweizerbageriet.

Schweizerbageriet

Hos Schweizeren fik vi en meget enkel og lidt tynd hindbærsnitte, som du dog ikke skal lade dig narre af.

Mørdejen er mere blød end sprød og til den lyse side. Der er meget glasur på toppen, hvilket vakte begejstring rundt om hele bordet.

Marmeladen smager lækkert af hindbær, og man føler virkelig, man spiser en frisk, hjemmelavet marmelade.

Hos Schweizerbageriet får du en hindbærsnitte for 20 kroner.

Hvor: Schweizerbageriet, M.P. Bruuns Gade 56.


Den store hindbærsnitte-guide: Her får du søde snitter i Aarhus
Hindbærsnitte fra Mor Anna.

Mor Anna

Turen gik naturligvis også forbi Mor Anna, hvor vi fik en hindbærsnitte med lidt mere sprøde bunde.

Marmeladen bidrager med en god, syrlig hindbærsmag, der spiller godt sammen med den søde kage. Der er desuden virkelig noget gods i bundene her.

Her er der ikke glasur i lange baner, men til gengæld er der masser af frysetørrede hindbær på toppen, som igen fungerer rigtig godt med det søde.

Hos Mor Anna får du en hindbærsnitte for 15 kroner.

Hvor: Mor Anna, Mejlgade 5.


Den store hindbærsnitte-guide: Her får du søde snitter i Aarhus
Hindbærsnitte fra Briancon.

Briancon

Her har vi at gøre med en hindbærsnitte, der føles lidt lettere i dejen.

Der er masser af smørsmag, og kagen smuldrer nærmest i munden. Vi får lidt tanker tilbage til de småkager, vi spiste i vores barndom. En snitte i den bløde ende af skalaen.

Der er god smag og syre i marmeladen, og der er også godt med marmelade, som gør, at kagen på ingen måde bliver tør.

Hos Briancon får du en hindbærsnitte for 18 kroner.

I udvalget havde de desuden også en rabarber- og en blåbærsnitte.

Hvor: Briancon, Åboulevarden 53.


Den store hindbærsnitte-guide: Her får du søde snitter i Aarhus
Hindbærsnitte fra Salling Bageren.

Salling Bageren

Hos Salling Bageren fandt vi en karakteristisk hindbærsnitte med masser af glasur på toppen.

Her er bundene godt sprøde, hvilket både kan ses og smages. Der er nemlig bid i denne snitte.

Der er bestemt ikke sparet på marmeladen til stor begejstring for alle i smagspanelet. Marmeladen er her mere sød end syrlig.

I Salling får du en hindbærsnitte for 19 kroner.


Den store hindbærsnitte-guide: Her får du søde snitter i Aarhus
Hindbærsnitte fra Kvickly.

Kvickly Bageren

Vi besluttede også at tage en lidt billigere snitte med i testen, og vi tog derfor forbi bageren i Kvickly. Her fik vi en helt gennemsnitlig hindbærsnitte, som bestemt ikke gør nogen fortræd.

Bundene var medium sprøde, og kagen var samlet set til den søde side. Det eneste vi kunne ønske os var en anelse mere glasur.

Hos Kvickly får du en hindbærsnitte for 12 kroner.

Hvor: Kvickly, Bruuns Galleri, M.P. Bruuns Gade 25.


Den store hindbærsnitte-guide: Her får du søde snitter i Aarhus
Hindbærsnitte fra Lagkagehuset.

Lagkagehuset

Hos Lagkagehuset har man valgt at twiste den klassiske hindbærsnitte ved at lave en 3-lags snitte med (surprise) 3 bunde. Og hey, point dér for at putte mere kage ind i hver kage.

Dog kunne vi godt have ønsket os lidt mere marmelade, da sådan 3 mørdejsbunde godt kan trække en god mængde, så det ikke føles tørt.

Afbagningen af bundene er god, og bundene er medium sprøde. Snitten er i den søde ende af skalaen.

Hos Lagkagehuset får du en hindbærsnitte for 19 kroner.

Hvor: Lagkagehuset, M.P. Bruunsgade 34, Langenæs Allé 14, Thorvaldsensgade 26A, Nordre Strandvej 45 C, st. (Risskov), Grenaavej 275 (Risskov) og Rosenvangs Allé 187 (Højbjerg).


Den store hindbærsnitte-guide: Her får du søde snitter i Aarhus
Hindbærsnitte fra Moccacity.

Moccacity

Vi var simpelthen nødt til også at smutte forbi Moccacity og prøve deres berømte hindbærsnitte, som igen og igen har fået god omtale.

Og det forstår man godt, for det her er klart den snitte, der skiller sig mest ud fra alle de andre.

Det skyldes nok især, at den har fået rigtig god afbagning. Den ser meget mørkere ud end samtlige af de andre snitter i testen, og den er god sprød. Afbagningen får virkelig smagen til at træde frem i dejen.

Her har vi i øvrigt også at gøre med testens klart største snitte.

Her koster en snitte 25 kroner.

Hvor: Moccacity, Gammel Munkegade 19.

Hvem vinder så?

Vi forsøgte at vælge en favorit hver, og opløbet står mellem Schweizerbageriet, Salling, Mor Anna og Moccacity.

Nærmere kommer vi det ikke, der er simpelthen stor forskel i, hvad vi foretrækker, når det kommer til den lækre snitte. Så måske du skal vælge nogle stykker ud og lave din egen smagstest?

Del artikel

Andre læser også