Så er det nu: Ikonisk observatorie åbner for gæster
Nu træder stjernerne tydeligere frem over Aarhus.
I hvert fald hvis du besøger Kongelundens 112 år gamle observatorie, der i dag genåbner efter en omfattende restaurering til 17 millioner kroner.
For nu kan gæster igen besøge Ole Rømer Observatoriet og kigge på stjerner og planeter gennem observatoriets teleskop, lytte til stjernefortællinger og opleve astronomi på nært hold.
Hvad: Ole Rømer Observatoriet genåbner
Hvor: Observatorievejen 1, 8000 Aarhus C
Hvornår: Mandag d. 2. oktober
Hvordan: Find billetter lige her
Til forevisningerne får man som besøgende lov til gennem observatoriets teleskop at kigge på stjernehimlen.
“Måske ser man nærmere på Månens kratere, zoomer ind på Saturns ringe, spotter en fjern galakse eller går udenfor for at se nærmere på et stjernebillede,” lyder det fra Science Museerne.
Nyt og større teleskop på vej
Billetsalget til stjerneforevisninger i Aarhus’ nyrestaurerede observatorie er dog åbnet forlængst, og der har i den grad været rift om pladserne.
Samtlige stjerneforevisninger med teleskop i perioden fra 2. til 22. oktober er allerede udsolgt.
Forevisninger i Ole Rømer Observatoriet gennemføres uanset vejret.
Så hvis skyer dækker for stjernehimlen, går man i stedet på opdagelse i observatoriets kringelkroge og hører om astronomi, aktuelle rumrejser, observatoriets historie og mange andre spændende emner.
Science Museerne gør samtidig opmærksom på, at der i november skal opsættes et nyt og større teleskop, som skal forbedre stjerneoplevelsen endnu mere for de besøgende.
I den periode bliver det derfor ikke muligt at få et kig gennem teleskopet, men Ole Rømer Observatoriet vil fortsat invitere gæster ind til forevisninger.
Til disse forevisninger – uden teleskop – er der stadig billetter til dagene i perioden fra 23. oktober til 10. november.
Du kan læse mere og købe billetter her