Har du undret dig?: Derfor er Letbanen farvet blå

Hvis du har nærmet dig letbaneskinnerne de seneste dage, har du måske bemærket, at noget ikke er helt, som det plejer.
Og nej, du har ikke set syner.
Flere af byens letbanetog har gennemgået et hamskifte og fået ny farve.
Det sker for at markere The Ocean Race, som Aarhus om en måneds tid er vært for.
“Har I også lagt mærke til, at bybilledet er blevet lidt mere blåt de sidste par dage?” lyder det i et opslag på havkapsejladsens Facebookside.
Klar med særligt tilbud
The Ocean Race takker i opslaget både Aarhus Letbane og Midttrafik for samarbejdet, der strækker sig til både Grenå og Odder.

Dermed kan store dele af Østjylland få letbanetogenes nye blå udsmykning at se.

Som en del af samarbejdet laver Midttrafik en særlig Ocean Race-billet.
Med den kan du rejse med Letbanen til og fra havkapsejladsen og frit i hele Aarhus Kommune en hel dag for bare 49 kroner.
The Ocean Race afholdes i dagene fra 29. maj til 8. juni.

Dermed bliver Aarhus den første danske by nogensinde til at være vært for verdens længste og hårdeste havkapsejlads.