Parkeringschok: Derfor fik mange biler en gul seddel i forruden
Der er ikke meget, der kan sætte blodet i kog hos danske bilejere som en gul seddel i forruden.
Derfor var der nok mange bilister, der blev rasende, da de så en gul seddel flagre i ruden efter AGF-kampen i lørdags.
De kunne dog – heldigvis – ånde lettet op.
For selvom der blev placeret en gul seddel i forruden, var der blot tale om en sjov gimmick – fremført af en helt særlig afsender.
En bøde, der kan byttes
Når du kommer lidt tættere på sedlen, kan du se, at du heldigvis ikke skylder så meget som en krone.
Og selvom sedlen godt nok er gul, stopper lighederne med en parkeringsbøde heldigvis her.
AGF delte nemlig med en god portion humor “p-bøder” ud til kampen mod Silkeborg, og det kommer nu modtagerne af dem til gode:
“I stedet for at skulle betale en bøde, kan de “uheldige” bytte den til en stadionplatte til næste hjemmebanekamp,” lyder det fra AGF i et opslag på deres sociale medier.
Det er altså en af de få gule sedler, hvor du ikke skal punge ud, når du finder den.
I stedet kan de heldige altså bytte den til en stadionplatte til hjemmebanekampen mod Sønderjyske.