Hvad sker der?: Derfor har Musikhuset fået ører

“Vi er de vilde kaniner med meget lange ører.”
Onsdag aften blev kaniner sluppet løs i Musikhuset.
Her var der nemlig premiere på Gnags-teaterkoncerten “De Vilde Kaniner”.
Derfor er Musikhuset gået all in og har prydet bygningen med et par lange blå kaninører.
5,4 meter lange ører
Det er planen, at Musikhuset skal beholde sine nye kaninører i hele forestillingens spilleperiode – til og med den 25. januar.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Ørerne er 5,4 meter lange og er boltet fast til taget, så de kan holde til det skiftende vintervejr.
“De Vilde Kaniner” bliver spillet hele 19 gange i Store Sal i Musikhuset.
Billetter bliver revet væk
Og billetterne bliver revet væk.
Musikhuset skriver, at teaterkoncerten er spækket med store hits og prisvindende sceneteknologi.
“Både anmeldere og publikum er vilde med teaterkoncerten. Det regner med anmelderstjerner efter premieren i København,” lyder det.
Musikhuset fortæller til Århus Stiftstidende, at der er solgt 26.000 billetter indtil videre, og at der kun er 1.600 tilbage.