Gør et fund: Kom til designmarked i ikonisk Aarhus-bygning
Lørdag d. 13. juni bliver Kulturhus Bunkeren omdannet til designmarked, når Facon Designmarked rykker ind i de rå rammer på Olof Palmes Allé.
Fra kl. 11-15 kan besøgende gå på opdagelse blandt håndlavede produkter, møde skaberne bag og opleve den særlige stemning i bygningen, der tidligere husede Journalisthøjskolen.
For Kulturhus Bunkeren er arrangementet en del af arbejdet med at åbne huset mere for både lokalområdet og resten af Aarhus.
“Facon Designmarked er et godt eksempel på den type arrangementer, vi gerne vil have mere af i Bunkeren. Her samler vi lokale designere, kunsthåndværkere, nysgerrige aarhusianere og beboere fra området i de rå rammer, som gør huset helt særligt.
For os handler det ikke kun om et marked på en lørdag. Det handler om at vise, hvordan Bunkeren kan blive et levende samlingssted for kultur, fællesskab og hverdagsliv,” siger Kaspar Ottosen, kulturhusleder i Kulturhus Bunkeren.
Nyt samlingspunkt
Kulturhus Bunkeren står foran en større transformation fra tidligere Journalisthøjskole til et åbent, inkluderende og bæredygtigt bylivs- og bydelshus i den nye bydel Margrethebjerg.
Visionen er, at huset skal være et socialt samlingspunkt med plads til kultur, foreningsliv, folkeoplysning, fællesskaber og aktiviteter for en bred og mangfoldig gruppe af brugere.
Facon Designmarked er derfor også en af de måder, Kulturhus Bunkeren allerede nu afprøver og udvikler husets fremtidige rolle på: som et sted, hvor borgere, kreative aktører, foreninger og besøgende fra hele byen kan mødes.
Hvad: Facon Designmarked
Hvor: Kulturhus Bunkeren, Olof Palmes Allé 11, 8200 Aarhus N
Hvornår: Lørdag den 13. juni kl. 11.00-15.00