Det Grænseløse Køkken: Vinder Region Midtjyllands pris for Innovation i Turismen
Det Grænseløse Køkken i Ebeltoft har i dag modtaget prisen ”Innovation i turismen” til Region Midtjyllands TurismeVÆKSTpris overrækkelse i Brande. Prisen blev tildelt med begrundelsen at projektet har inviteret hele verden indenfor både i køkkenet og til fællesspisningerne og derfor både blevet en succes som integrationsprojekt og turistattraktion.
Overvældende opbakning
Interessen for Det Grænseløse Køkken har været overvældende gennem de sidste to sæsoner. Her har det smukt designede væksthus stået på Maltfabrikkens grund og skabt liv og glade dage i det midlertidige byrum. ”Vi har arbejdet med maden som et socialt værktøj til at skabe møder mellem mennesker” udtaler projektansvarlige Frans van der Woude og fortsætter ”og dette rum der opstår, når et byrum er på vej fra en identitet til en anden, har været fantastisk at arbejde med. At kunne involvere en lokalbefolkning, så de føler et fællesskab og et ejerskab for Den Ny Maltfabrik har været en skøn sidegevinst.”
Det Grænseløse Køkken har været et af Jakob Vinklers projekter i forbindelse med Aarhus Kulturhovedstad 2017. Projektet har været støttet af operatørpuljen Off Track og Real Danias Ildsjælepulje Underværker.
”Det har været ønsket at skabe en madscene for vækstlaget indenfor gastronomi og det gav ekstrem god mening at arbejde med flygtninge, kogemænd og kogekoner fra andre lande om at fremme integrationen og søge nye former for at præsentere måltidet på. Vi er vildt stolte over at blive nomineret til hele to turismepriser og nu også vinder af ”Innovation i Turismen”, især fordi at ideen om Det Grænseløse Køkken netop sprang ud af at ville skabe en autentisk turistattraktion.
For mig har mødet med en lokalbefolkning og et hverdagsliv, som man oplever på markederne i Syd Europa altid været den største oplevelse på mine ferier” fortæller Jakob Vinkler. ”I Danmark har vi ikke den samme tradition for at leve i det offentlige rum, så tanken var at bringe hverdagsmåltidet ud i det offentlige rum, for at skabe en lokal samhørighed, samtidig med at skabe et sted, hvor områdets gæster kunne møde de mennesker der bor i området gennem det delte måltid.”
Madhuset Smag i eventyrlige rammer
Jakob Vinkler driver til daglig madhuset Smag i de eventyrlige rammer på Skindergade 5. Arbejdet med rollen som operatør for vækstlaget indenfor gastronomi har krævet det meste fokus de sidste par år, og er mundet ud i flere projekter, der alle prøver på hver deres måde at kigge på måltidets rolle i vores kultur og samfund med et fokus på rummet omkring måltidet.
Institut for Måltider
”Det har været en fantastisk rejse og skabt møder med en række kokke og kunstnere, der alle har været fascineret af måltidets evne til at være katalysator for møder mellem mennesker og skabe nye måder at opleve kunst og videnskab. Det er derfor også en naturlig forlængelse af disse projekter at omdanne Smag til et Institut for Måltider. Et Institut der har til formål at forske i måltidet og rummet omkring måltidet, og være et laboratorie, hvor kokke kan møde antropologer, sociologer, scenografer og kunstnere for at udforske og udvikle måltidets rolle i vores kulturelle udvikling. Det er mig en gåde at næsten alle spisesteder er bygget op om den samme måde med en kontrakt, hvor vi har en kok, et menukort, en tjener og en kunde. Hvilket i mange tilfælde kommer til at sætte kunden i en rolle, hvor man skal udfylde sin del af kontrakten. Dette kan til tider modarbejde den glæde det er at få serveret et fremragende måltid.” slutter Jakob Vinkler.
Det er allerede planlagt at afholde flere fællesspisninger i 2018 i nye og grænseløse rammer og vil snarligt offentliggøres. Det Grænseløse Køkken vil i sidste weekend i august transformeres om i festivalformat i Den Grænseløse Festival, hvor mødet omkring måltiderne blev én af de væsentligste punkter udover musik, dans og naturoplevelser.
Om TurismeVÆKSTprisen
Region Midtjylland har oprettet TurismeVÆKSTprisen, som led i den store turismesatsning “Ny VÆKST i turismen”. Prisen bliver uddelt en gang om året. Formålet med prisen er at anerkende og belønne turisterhvervets arbejde med at øge professionaliseringen og internationaliseringen og udvikle turismen for at skabe øget vækst. Prisen sætter fokus på vellykkede tiltag, der kan inspirere resten af erhvervet.