Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt stort museum åbner i Østjylland

Af anders@sommersangdigital.dk

Den 1. februar åbner Det Grønne Museum, som er resultatet af fusionen mellem Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm og Dansk Landbrugsmuseum i Auning. Det Grønne Museum kommer til at formidle viden og historier om jagt, skov, landbrug og madkultur i smukke omgivelser i Auning.

 

Onsdag den 1. februar 2017 byder Det Grønne Museum gæsterne indenfor i bygningerne på Gl. Estrup, hvor Dansk Landbrugsmuseum hidtil har holdt til. Museet er det nationale museum for jagt, skov, landbrug og madkultur. ”Det Grønne Museum kommer til at arbejde med fortællingerne om menneskets samspil med natur, landskab, fødevarer og alt det levende og grønne, der omgiver os,” siger Peter Bavnshøj, der er museumsdirektør på Det Grønne Museum: ”Vi tager det bedste fra de to museer, og publikum kan glæde sig til et levende museum, hvor vi løbende vil videreudvikle vores udstillinger. Derudover vil vi styrke Skoletjenesten med nye undervisningstilbud, der sætter fokus på jagten og skoven.”

 

Nye udstillinger

I løbet af 2017 og 2018 vil genstande fra Jagt- og Skovbrugsmuseet blive flyttet til Auning, hvor de fremover kommer til at indgå i museets faste udstillinger. Allerede fra marts åbner Det Grønne Museum den første af årets nye udstillinger. Her åbner udstillingen ’Rethink Landbrugshistorien’, som en del af Aarhus 2017. Udstillingen gentænker den danske landbrugshistorie med fokus på den midtjyske region.

Fra juni 2017 vil publikum kunne gå på opdagelse i den første udstilling om jagt og skov. ”Vi vil endnu ikke løfte hele sløret for, hvad udstillingen kommer til at indeholde, men vi glæder os rigtig meget. Og vi ser frem til at byde de mange natur- og jagtinteresserede velkomne,” siger Peter Bavnshøj.

 

Grønt museum for hele familien

Udover de kommende nye udstillinger er museets kalender spækket med arrangementer og oplevelser for børn og voksne i de smukke omgivelser i Auning. Blandt andet Landbrugsmessen (27. & 28. maj), Torvedag (4. juni), Livet på Landet (13. august), Pløjedag (24. september), Æbledag (1. oktober) og museets store julemarked (2. & 3. december) samt arrangementer og madskoler i MADENS HUS.

Et besøg på Det Grønne Museum er en heldagsoplevelse for hele familien. Her er historier og viden om jagten, skoven, landbruget og maden, og gæsterne kan komme helt tæt på afgrøder, dyr, værktøj og maskiner. Både indenfor og udenfor.

 

Det Grønne Museum

For mere information her:

Del artikel

Andre læser også