Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

P-bøder og kondomer: Robot har samlet over 100.000 stykker affald op fra åen

Af Redaktionen
SeaProtectorOne og dens skaber Mads Tranders Nielsen. Foto: All In On Green
SeaProtectorOne og dens skaber Mads Tranders Nielsen. Foto: All In On Green

Det er et ret så utaknemmeligt job, SeaProtectorOne har i Aarhus. 

Men robotten, der er monteret på kajkanten ved et åens udløb, har altså gjort det imponerende godt de seneste 20 måneder. 

I forsøgsperioden har den nemlig opsamlet over 100.000 stykker affald, og derfor har Aarhus Kommune nu valgt at forlænge aftalen. 

Dermed vil SeaProtectorOne fortsætte med at opsamle alverdens affald fra Aarhus Å helt frem til februar 2027.

Det skriver All In On Green, der står bag den danske robotopfindelse, i en pressemeddelelse.

Brandslukker, bedekrans og BH’er

SeaProtectorOne er sat op for at forhindre byens affald i at flyde ud i verdenshavene.

For når først affaldet er nået så langt, er det meget vanskeligt at opsamle igen. 

Robotten nupper alt fra plastkrus, mundbind og pizzabakker til kondomer og en enkelt parkeringsbøde, inden det forurener havene.

Eksempler på mærkelige ting, robotten har samlet op af åen:

• Åre
• Kondomer
• BH
• Brandslukker
• Redningskranse
• Hjemmelavede træbåde
• Krydderurter i potter
• Parkeringsbøde
• Isolering og andet byggeaffald
• Bedekrans / rosenkrans
• Bundgarnspæle / Båltræ / en bro?

• Bolde
• Blomsterspande
• Ølkander
• Plastikkrus (øl), ikke engangskrus
• Serveringsbakker
• Plastikskovl og plastikrive
• Diskokugle
• Stegepande
• Sut
• Eyeliner
• Smykkeæsker, desværre tomme

“Efter testperioden var vi overraskede over, hvor effektiv robotten var og hvor meget affald – især plastik – der blev samlet op. Det er plastik, der ikke længere ender i vores havmiljø.

På den måde understøtter robotten Aarhus Kommunes bæredygtighedsindsats og ikke mindst verdensmål 14: Livet i Havet,” lyder det fra Kim Gulvad Svendsen, der er bylivschef i Aarhus Kommune.

P-bøder og kondomer: Robot har samlet over 100.000 stykker affald op fra åen
Foto: All In On Green

Første by i verden

Mads Tranders Nielsen fik idéen til SeaProtectorOne, da han så store mængder affald komme flydende i en flod ved storbyen Melbourne i Australien.

“SeaProtectorOne har nu vist sit værd, selv i en af Europas grønneste byer, Aarhus, så jeg glæder mig til at udbrede teknologien til hele verden til gavn for havmiljø, fisk og havfugle,” lyder fra Mads Tranders Nielsen fra All In On Green.

I Aarhus er man glad for at være første by i verden, der høster havmiljøgevinsterne ved den smarte robot.

“Vi stiller meget gerne byen til rådighed for test- og udvikling af nye løsninger, ikke mindst når det kan hjælpe med at løse de udfordringer og ambitioner, byen har,” lyder det fra Bo Fristed fra Aarhus Kommune.

Hverken dyr eller natur lider overlast

Affaldet, som robotarmen opsamler, bliver efterfølgende sorteret og registreret manuelt.

Det biologiske affald, som blade og grene, bliver ledt tilbage til åen for at sikre dens naturlige balance.

Anlægget er udviklet til at passe på natur og dyreliv, så hverken fugle, fisk eller fiskeyngel lider skade, når robotarmen indfanger affaldet, der er kommet på afveje.

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien