Bliv inspireret: Det kan du lave i juleferien i Aarhus
Juleferien starter for de flestes vedkommende nu.
Måske har du børn derhjemme, der trænger til underholdning, eller også har du bare brug for at koble helt af uden at bekymre dig om arbejde, studier eller andre dagligdagsgøremål.
Heldigvis er der masser af hyggelige aktiviteter at tage sig til i juleferien i Aarhus – vi har samlet 8 gode bud lige her.

Funklende juleeventyr i Tivoli Friheden
I dagene mellem jul og nytår kan du opleve julens velkendte dufte, magiske lysoplevelser og stemningsfulde juleboder i Tivoli Friheden.
Parken er tryllet til et funklende juleeventyr med kilometervis af juleranker, listige nisser og masser af julelys.
Læs også: Julestemningen er landet: Det skal du opleve til Jul i Tivoli Friheden Jul i Friheden byder på oplevelser for alle aldre, og familiens mindste vil helt sikkert finde glæde i Julemandens By, hvor man kan gå på opdagelse blandt de mange nisser og dyr, der hjælper julemanden med alt fra gaveproduktion til indpakning.
Ønsker man at få banket julebarometeret helt i top, så sørger Pjerrot, traditionen tro, for magisk underholdning med sit helt særlige juleshow i Pjerrots Have.
Hvor: Tivoli Friheden
Hvornår: 27. til 30. december

Julekaos på ARoS
I julemåneden er det ekstra hyggeligt at komme på ARoS, hvor der er pyntet op til jul i cafeen og i Orangeriet, som byder på hjemmelavet hvid gløgg, en god kop kaffe med dagens kage eller en god frokost.
Her er børneuniverset Sallys far rykket ind og har sluppet sit julekaos løs på museet. Juleaktiviteterne med Sallys far kan opleves hele julen.
ARoS holder åbent fra den 26.-30. december.
Det er også ved at være sidste chance for at opleve Alexander Tovborgs udstilling Divine Comedy, som løber indtil 4. januar 2026.
Se alle ARoS aktuelle udstillinger her.
Hvor: ARoS
Hvornår: Den 26. til 30. december

Julegodter i Garagen
Der er ikke meget, der er lige så hyggeligt som en gåtur ved Marselisborg eller i Moesgaard, når I har brug for lidt luft i juledagene.
Når I bliver kolde og lækkersultne, er det oplagt at tage en tur forbi Skovmøllen for at få varmen.
De holder nemlig åbent i Den Gamle Garage, og her har de skruet godt og grundigt op for julerierne.
Den idylliske perle er forvandlet til en hyggelig julestue, hvor de serverer hjemmelavet gløgg og æbleskiver frem til den 30. december.
Hvor: Skovmøllen Moesgaard
Hvornår: I weekender og den 26.-30. december

Bliv frisket op med en vinterdukkert
Kunne du godt trænge til lidt ekstra energi efter mange dage med tung mad og julegodter?
Så er vinterbadning en god idé. Det kolde gys sætter nemlig gang i en masse stoffer i kroppen, som giver mere energi og skaber bedre humør.
Fra den 1. september til den 31. maj kan du hver lørdag og søndag fra kl. 8.00 til 12.00 besøge Havnebadet, hvor der både er adgang til springbassinet, sauna, omklædning og toiletter. Helt gratis!
Hvor: Havnebadet ved bassin 7 på Aarhus Ø
Hvornår: Hver lørdag og søndag kl. 8 til 12

Gå en tur igennem Den Gamle By
Alle dage i mellem jul og nytår kan du komme til Jul i Den Gamle By og opleve den gode, gamle jul og historien bag alle de juletraditioner, som vi elsker så højt.
Forkæl dig selv med julemad og juleknas fra de mange boder: Rigtige æbleskiver, gammeldags æbleskiver, vaniljekranse, vildsvinepølser, honninghjerter, juleøl, varm kakao og meget mere.
Du kan også tage en snak med byens borgere og høre om julens historie, besøge butikker og folks hjem og se, hvordan man har pyntet til jul gennem tiden.
Og så skal børnene ikke snydes for en tur på nisseloftet eller en tur til Koglekjøbing.
Der er åbent alle dage i julen, også 24. og 31. december.
Hvor: Den Gamle By
Hvornår: Alle dage frem til den 31. januar

En spændende dag på Moesgaard Museum
Har du brug for et kulturelt afbræk fra alt det julede, skal du forbi Moesgaard Museum og se den nye særudstilling ‘Kølternes Verden’.
Her kan du opleve den ukendte historie om de vilde keltere i Nord- og Centraleuropa.
“Mens grækerne hersker over Middelhavet, og Rom endnu kun er en landsby, syder det i en mystisk smeltedigel nord for Alperne: Nu folder vi kelternes storslåede verden ud på Moesgaard,” skriver museet om udstillingen.
Se alle de aktuelle udstillinger lige her
Hvor: Moesgaard Museum
Hvornår: 26. til 30. december

Købe julelækkerier på Ingerslevs marked
Ingerslev er en sand Aarhus-perle, som finder sted hver eneste onsdag og lørdag på Ingerslevs Plads.
Og i julen er markedet bare ekstra hyggeligt!
Tag en slentretur ned gennem markeder og få en varm kop kaffe hos Go’ Kaffe, køb frisk fisk hos fiskemanden eller sammensæt en smuk julebuket, som kan nydes de kommende juledage.
Hvor: Ingerslevs Plads
Hvornår: Hver onsdag og lørdag fra klokken 8-14.

Jul på Naturhistorisk Museum
Naturhistorisk Museum er den perfekte destination med børnene, og der er skruet op for julehyggen på museet i december.
Her kan børnene være med til at løse julemysteriet, hele familien kan høre spændende fortællinger om dyreliv – eller slå sig løs med kreative aktiviteter.
Programmet kører mellem jul og nytår den 26.-30. december.
Hvor: Naturhistorisk Museum
Hvornår: 26.-30. december 2025