Det’ sommer: Få 9 serveringer og cocktails ad libitum for 495 kr.

Vi kan ikke få armene ned over, at sommeren endelig er over os.
Mens vi ventede på at ramme de længeventede sommerferieuger, fandt vi det perfekte sted at gå hen.
Her får du ikke kun en smagsprøve på, hvorfor vi danskere elsker sommer. Nej, faktisk bliver det ikke meget mere sommer.
Vi kan i hvert fald garantere, at hvis ikke solens stråler allerede har tryllet dig i sommerhumør, inden du får serveret Spiselaugets nye sommermenu, så kommer du det fluks!
Sommer ad libitum
Spiselaugets sommermenu består af ni serveringer og ALLE de drikkevarer, du overhovedet har fantasi til at drikke i tre timer.
Serveringerne kommer ad fire omgange, hvor du får snacks, forret, hovedret og dessert.
Drikkevarebuffeten er delt op i to sider, hvor du på den ene kan få tanket op på procenterne og få slukket tørsten på den anden.

Der er altid hvidvin, rødvin og to forskellige cocktails efter kokkens humør. I dagens anledning havde de også puttet en rosé i vinkøleren. Og så kan du få øl på fad.
Af alkoholfrie drikke er der både en mocktail, lemonade, saft, alkoholfri øl og vin og sodavand.
Du kan selv putte citron, limeskiver og is i for at give dem det sidste touch.
Der er dømt sommerdrikke ad libitum!
Rejer og rosé
Vi startede ud med to knasende sprøde snacks: en med kyllingeskind og trøffel og en syltede vindruer og feta. De havde den dejligste grillsmag og var en eksplosion af karamellisering, syre og umami. Dem gnaskede vi hurtigt i os, og de kaldte kun på mere af samme slags.

Herefter blev vi præsenteret for en iskold omgang gazpacho med ricotta og croutoner og en omgang tigerrejer med aioli og sprød salat.
Og nu rullede sommeren for alvor ind over os.
Rejerne kunne vi ikke sætte en finger på. Vi skyllede dem ned med et stort glas rosé. Den perfekte kombination… behøver vi at sige mere?
Klassisk med et twist
Hovedretten var meget klassisk… og så alligevel overhovedet ikke!
Bearnaisesaucen, som vi sølede oksecuvetten ind i, var nemlig blendet med estragon og var derfor helt grøn. Den var lige så let som en lille sky, da den havde været i en chiffon, som havde gjort den både skummet og luftig.
Röstien var Pommes Anna inspireret med de fineste lag, mens den var omringet af det lækreste crunch.
Majskolben var på utraditionel vis vendt i hvidløgssmør og pankorasp.

Sommertwistet kom her fra en frisk melonsalat med to forskellige slags melon, ærteskud, mozzarella og vinaigrette.
Nu er det jordbærsæson
“Mmmh,” sagde vi i kor.
For den sidste mundfuld, vi fik os, var en omgang hjemmelavet koldskål med jordbær og kammerjunkere.
Det var tydeligt at smage, at nu er det altså blevet jordbærsæson.
Kokken, som havde lavet sommermenuen, kom ned til bordet og serverede det for os. Og det kan altså bare lige lidt ekstra, at koldskålen bliver hældt over jordbærerne og kammerjunkerne, når man har dem foran sig.

Det ser bare visuelt smukt ud, samtidig med at du selv er ansvarlig for, at kammerjunkerne ikke når at blive bløde.
Selvom maden er fine dining, der bliver præsenteret af kokken ved bordet, er stemningen low key.
Konceptet lægger både op til en aften, der fortsætter i byen og en hyggestund, der slutter med den sidste tår lemonade på terrassen, mens solen går ned over Godsbanen.