Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Vi har besøgt Bazar Vest: Disse tre steder skal du opleve

Skaermbillede-2026-06-10-kl.-09.29.31

Hvis du tror, at Bazar Vest bare er et sted, man køber grøntsager, så kan du godt tro om igen.

I den farverige bazar i Brabrand gemmer der sig nemlig et helt univers af restauranter, street food, bagere, grønthandlere, slagtere og specialbutikker, hvis dufte, smage og historier fra alle verdenshjørner tager dig med på en rejse.

Vi har gået en tur gennem bazaren med centerchef Ahmet Øcalan, der har udpeget de steder, du simpelthen ikke må gå glip af næste gang, du lægger vejen forbi.

Fra friskbagt brød og søde specialiteter til økologiske varer, delikatesser og enorme mængder frugt og grønt er bazaren et sted, hvor man kommer for indkøb ligeså vel som for stemningen.

Fra integrationsprojekt til aarhusiansk vartegn

Bazar Vest åbnede i 1996 på initiativ af Ejendomsselskabet Olav de Linde. Idéen var at skabe nye beskæftigelses- og integrationsmuligheder i Gellerupområdet, og siden er bazaren vokset markant.

I dag rummer Bazar Vest omkring 110 butikker, værksteder, caféer og spisesteder fordelt på 18.000 kvadratmeter under tag.

Bazaren er blevet et fast stop for mange aarhusianere, der kommer for at handle særlige råvarer, spise autentisk mad eller bare opleve den særlige stemning.

Se Ahmet Øcalans tre anbefalinger her

Første stop: Istanbul Bageri

Første stop på turen er Istanbul Bageri, som Ahmet beskriver som et af de steder, der næsten er en del af selve fundamentet i Bazar Vest, og bageriet har været med siden åbningen i 1996.

“Det er et meget populært bageri, og de har mange forskellige slags brød og kager,” siger Ahmet. Populariteten mærkes ikke kun blandt de faste kunder i bazaren.

Bageren leverer nemlig brød og kager til mange spisesteder i Aarhus og omegn, og kunderne kommer fra hele Jylland for at handle.

Udvalget handler først og fremmest om brød, og det er tydeligt, at det er her, stedet for alvor skiller sig ud.

“Stedets flutes er især populære, og mange sandwichbutikker i landet bruger netop disse flutes,” fortæller Ahmet.

I disken finder man også både lyse og mørke simit, de store sesamdryssede brødringe, som er en klassiker i det tyrkiske køkken, gül böreği med ost, spinat eller kød, forskellige pide i både små og store udgaver samt pølsehorn.

“Istanbul Bageri bager efter min mening byens bedste pølsebrød – og de har da også vundet en pris for dem,” siger Ahmet.

Kageudvalget er også stort og rummer hjemmebagte tyrkiske specialiteter baseret på både klassiske og nyere opskrifter.

Det, der især gør indtryk på Ahmet, er dog, at bageriet aldrig rigtig står stille.

“Det, der også gør bageren her speciel, er, at der bliver bagt hele dagen. Så der er friskbagt brød hele dagen,” siger han.

Det betyder, at man næsten uanset tidspunkt bliver mødt af duften af nybagt brød og følelsen af, at her bliver der arbejdet med håndværket hele dagen.

Vi har besøgt Bazar Vest: Disse tre steder skal du opleve

Andet stop: Kilic Marked

Næste stop er Kilic Marked, som har været en vigtig del af Bazar Vest i mere end to årtier. Ahmet beskriver det som et sted, han selv vender tilbage til igen og igen.

“Kilic Marked er bazrens gode supermarked, der har alt mellem himmel og jord. Og over 1000 forskellige økologiske varer. Her handler jeg en del,” siger han.

I 23 år har Kilic Marked givet både aarhusianere og nytilkomne adgang til smage, krydderier og råvarer fra store dele af verden, og her står fødevarer fra hele verden side om side.

“Der er omkring 150 slags krydderier, og hylderne rummer blandt andet linser, bønner, oliven og en lang række varer, som hører til i multikulturelle husholdninger.

Det er den slags sted, hvor man både kan komme efter noget helt bestemt og ende med at gå derfra med nye idéer til aftensmaden,” siger Ahmet.

Kilic har også en delikatesse med alt muligt lækkert, og her nævner Ahmet blandt andet hummus, haidari og tzatziki som nogle af de ting, man med fordel kan tage med hjem.

“Kilic Marked et godt eksempel på, hvad Bazar Vest kan, når den er bedst – nemlig være både lokalt forankret og internationalt orienteret på samme tid,” siger Ahmet.

Vi har besøgt Bazar Vest: Disse tre steder skal du opleve

Tredje stop: Grønthallen

Turen slutter i Grønthallen, som Ahmet kalder hjertet i Bazar Vests madunivers.

Stemningen i Grønthallen er i sig selv en oplevelse. Duften af frisk frugt, synet af farverige bunker af grønt og muligheden for at købe i løs vægt giver en markedsfornemmelse, man sjældent finder i almindelige dagligvarebutikker i Danmark.

“Det er hjertet af centeret, og folk kører langt for at besøge netop denne del af bazaren,” siger han. Og det forstår man hurtigt. Grønthallen er på mange måder et samlingspunkt for hele bazaren og rummer formentlig Aarhus’ største og mest alsidige udvalg af frugt og grønt.

“I det her åbne frugt- og grøntmarked kan du vitterligt finde alle de varer, du ikke vidste, du manglede. Du kan få 11 forskellige slags tomater og 15 forskellige slags chilier. Så det er et kæmpe varesortiment, der er herude,” fortæller Ahmet.

Hallen breder sig over mere end 1.000 kvadratmeter og rummer over 240 forskellige slags frugt og grønt, med et sortiment der opdateres hver uge.

Udvalget spænder fra velkendte danske varer som kartofler, gulerødder, rødbeder, salater og kål til mere eksotiske specialiteter fra Mellemøsten, Asien og Afrika.

Det gør Grønthallen til både et sted for hverdagsindkøb og et sted, hvor man kan finde råvarer, der ellers kan være svære at opdrive i Aarhus.

Priserne er ofte lavere end i supermarkederne, især hvis man køber større mængder, og grønthandlerne er kendt for at være hjælpsomme, hvis man leder efter noget særligt.

Mere end bare indkøb

Efter vores rundtur med Ahmet i Bazar Vest, blev det tydeligt, at stedet er meget mere end en samling butikker.

Det er et sted, hvor iværksætteri, hverdagsliv og madkultur mødes og forenes under samme tag, og hvert sted har sin egen historie og særpræg.

Det er måske netop derfor, så mange kommer igen. Ikke kun for at handle, men for at opleve.

Som en ekstra praktisk detalje er der gratis parkering lige uden for bazaren, og busserne holder næsten ved døren.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.