Nyt gadeløb vender tilbage: Samler op mod 2.000 løbere på Frederiksbjerg

Frederiksbjerg bliver igen centrum for en helt særlig løbeoplevelse, når Ditur Gadeløb vender tilbage til foråret.
I år bliver gadeløbet afholdt torsdag 21. maj.
Ruten går endnu en gang rundt om Ingerslevs Boulevard, ligesom Ingerslevs Torv bliver omdannet til eventplads med mad-, øl- og vinboder.
Sidste år deltog 1.600 løbere i første udgave af gadeløbet, der bliver endnu større i år.
Arrangørerne regner med at samle omkring 2.000 løbere på Frederiksbjerg til foråret.
Det oplyser Ditur til MigogAarhus.
Lokal løbestjerne deltager
Ditur Gadeløb er for alle aldre og niveauer, men det er også en mulighed for at løbe om kap med landets mest profilerede løber.
Jacob Sommer Simonsen, der har danmarksrekorderne på maraton, halvmaraton og 10 kilometer landevej, deltager nemlig i eliteheatet.
Ditur Gadeløb er designet som en tilskuervenlig sløjfe på fire omgange rundt om Ingerslevs Boulevard, så løberne kan nyde opbakningen fra publikum gennem hele løbet.
Ruten er officielt opmålt og indgår i Global Calendar, hvilket sikrer optimale betingelser for hurtige tider.
Med en flad profil og minimale højdemeter er banen ideel for både erfarne løbere og motionister, der vil udfordre sig selv.
På dagen er eventpladsen på Ingerslevs Torv åben kl. 15:30-21:30, hvor kan du slå dig ned og nyde en øl eller en bid mad.
Læs også: Vild oplevelse vender tilbage: Løb til tops i Lighthouse Til løbet vil der være præmier for mere end 100.000 kroner, som alle – uanset niveau har mulighed for at få fat i, da langt de fleste afhænger af lodtrækning.
Gadeløbet arrangeres – som navnet antyder – af Ditur i samarbejde med Aarhus 1900 Atletik og Løb.
Hvad: Ditur Gadeløb 2026
Hvor: Ingerslevs Boulevard
Hvornår: Torsdag 21. maj