Kan du sætte ny rekord?: Djurs Sommerland søger deltagere til rutsjebane-marathon

I anledning af Juvelen og Piratens 10 og 15 år jubilæum inviterede Djurs Sommerland i 2023 til rutsjebane-maraton for første gang nogensinde.
Dét arrangement blev en kæmpe succes, der bød på vilde rekorder i begge rutsjebaner, og det samme kan siges om sidste års udgave.
Derfor gentager den østjyske forlystelsespark succesen denne sommer.
Bliv siddende i timevis
I år skal der dystes i Thors Hammer og Juvelen, når Djurs Sommerlands rutsjebane-maraton vender tilbage.
Det sker i dagene fra mandag d. 28. juli til lørdag d. 2. august.
“Er du vild med at køre i rutschebaner – og kan du blive siddende i den samme rutschebane mange timer i træk?
Så meld dig til vores Rutsjebane-maraton – måske bliver det dig, der løber med rekorden,” lyder det fra Djurs Sommerland.
Læs også: For hele familien: Brandstationer i Aarhus inviterer til åbent hus Vind et sæsonkort
Juvelen strækker sig over en kilometer og er dermed Danmarks længste rutsjebane, mens Thors Hammer er mere familievenlig og blot halvt så lang.
Her er betingelserne
For at være med i konkurrencen skal du opfylde følgende kriterier ifølge Djurs Sommerland:
- Oplys navn, alder og højde samt hvilke dage, du kan deltage.
- Skriv, hvorfor vi skal vælge dig – og upload gerne et billede eller en video.
- Tjek, at du overholder højderestriktioner og helbredskrav for Thors Hammer og Juvelen.
- Du skal give samtykke til, at vi må bruge film og billeder af dig og oplyse dit navn i forbindelse med omtale af Rutschebane-maraton.
- Er du under 18 år, skal forældre eller værge give tilladelse til din deltagelse.
- De 24 heldige deltagere får direkte besked onsdag d. 23. juli via e-mail.
- Vi offentliggør løbende rangliste med billede, navn og tider i parken, på hjemmesiden og sociale medier.
- Der kåres 2 vindere i Rutschebane-maraton 2025: en vinder i Thors Hammer og en vinder i Juvelen, der hver vinder et Sæsonkort til 2026.
Der kåres to vindere i årets rutsjebane-maraton – altså én i hver forlystelse. Begge vindere får et sæsonkort til 2026.
Vil du have en af de i alt 24 pladser, skal du tilmelde dig lige her
Hvad: Rutsjebane-marathon
Hvor: Djurs Sommerland
Hvornår: 28. juli – 2. august
Djurs Sommerland finder deltagerne til årets rutsjebane-marathon, og du får direkte besked, hvis du er blandt de heldige.