Pas på i trafikken: DMI advarer om farlig snefygning

Snevejret er under svækkelse, så der forventes nu kun mellem 5 og 10 cm yderligere sne.
Sådan lyder seneste melding fra DMI, der har udsendt to vejrvarsler for Aarhus-området.
I første omgang er der varslet om risiko for snestorm gældende frem til i aften kl. 21.00.
Læs også: Snekaos fortsætter: DMI udvider og ændrer varsel for Aarhus Her ventes det at ramme
Fra fredag aften varsler DMI snefygning – et kategori 2-varsel om farligt vejr, der gælder fra kl. 21.00 og frem til lørdag middag kl. 12.00.
“DMI venter snefygning. 10-12 m/s fra nordøst samt løs sne eller let snefald, der kan medføre snefygning,” lyder det i varslet.
Gældende varsler
For Aarhus gælder følgende DMI-varsler:
Risiko for snestorm: Frem til fredag kl. 21:00 er der risiko for snestorm. 10 – 10 m/s fra øst og samtidigt snefald – i perioder over 10 cm sne på 6 timer og sammenlagt 5-10 cm i varslingsperioden.
Snefygning: Fredag kl. 21:00 til lørdag kl. 12:00 forventer DMI snefygning. 10 – 12 m/s fra nordøst samt løs sne eller let snefald, der kan medføre snefygning (kategori 2-varsel om farligt vejr)
Melder om mange fastkørsler
Snevejret har generelt gjort vejene vanskelige at færdes på, og det afspejler sig tydeligt i mængden af danskere, der er kørt fast i sneen.
Det er meldingen fra If Forsikring.
Omkring 600 danske If-kunder har det seneste døgn fået assistance af vejhjælpsselskabet Viking, som er ejet af If, i forbindelse med snevejret – et niveau, der ligger markant over normalen.
Siden midnat har 60 procent af alle assistancer handlet om fastkørsler og fritrækninger, viser en ny opgørelse fra If.
“Mængden af fritrækninger er helt ekstrem. Seks ud af ti assistancer siden midnat handler om biler, der sidder fast i sneen, og vores vejhjælpsselskab kan ikke mindes noget tilsvarende de seneste otte år,” siger Rasmus Ruby-Johansen, ansvarlig for motorskader i If.
Læs også: Må man køre ud?: Østjyllands Politi kommer med ny melding If oplever samtidig en tydelig stigning i egentlige færdselsuheld.
Det seneste døgn har kollisioner og uheld udgjort 12 procent af alle assistancer – tre til fire gange så mange som normalt.