DMI bekræfter: Snevejr rammer snart Aarhus

Efter en mild og blæsende efterårsdag er vi vågnet op til en frysende kold morgen, hvor Vejdirektoratet advarer om pletvis isglatte veje i og omkring Aarhus.
Og du kan ligeså godt beholde hue og vanter på, for de vinterlige temperaturer ser ud til at fortsætte længe endnu.
DMI melder først og fremmest, at vi har en iskold weekend i vente.
“En kold luftmasse med enkelte regn- slud og haglbyger har bevæget sig ned over Danmark.
Når den kraftige nordvestlige vind lægger sig i løbet af fredagen, ser vi ind i en weekend med nattefrost og dagtemperaturer på kun lige over frysepunktet,” lyder det fra meteorolog Erik Hansen.
Meldingen kommer i kølvandet på, at TV 2 Vejret i tirsdags varslede markant vejrskifte og gode chancer for sne fra weekenden.
Sneen kan blive liggende
Allerede i eftermiddag kan der falde hvid nedbør i Aarhus.
Ifølge DMI’s lokale vejrudsigt er der udsigt til slud i eftermiddag og aften efter kl. 16.00.
I næste uge falder temperaturen yderligere, og det er her, vintervejret for alvor melder sin ankomst.

“Vi får dagsfrost mange steder samt spredte snebyger, især på steder med pålandsvind. Vinden vil være nordøstlig, så det er især Østjylland, Fyn, Vest- og Nordsjælland, der ligger udsat for snebygerne.
Da temperaturen de fleste steder vil være under frysepunktet, vil sneen kunne blive liggende,” spår Erik Hansen, meteorolog ved DMI.
Lige nu peger DMI på fredag d. 1. december som dagen, hvor vi får udbredt snevejr i Aarhus.
Her er der endda udsigt til kraftig vind, så spørgsmålet er, om vi har en regulær snestorm i vente. Svaret blæser endnu i vinden.
Følg vejrudsigten for Aarhus løbende her