DMI med iskold melding: Snebyger på vej
Snart er en smuk solskinsdag forbi, men tirsdagens vejr ser heldigvis ud til at fortsætte i samme spor.
Men så vender det også.
Ifølge DMI bliver det gradvis koldere, og allerede i midtugen kan det begynde at drysse fra oven.
“Onsdag begynder skyer at trækker ned over landet fra nordøst, samtidig med at vinden frisker op fra øst og temperaturerne begynder at falde.
Der kan også drysse lidt sne ned fra himlen, men i første omgang er der ikke tale om de store mængder.
De steder hvor der er størst chance for, at man igen kan opleve sne er i Nord- og Nordøstjylland, Sydhavsøerne og på Bornholm, når en iskold østenvind samler fugt op over Kattegat og Østersøen, men også andre steder i landet kan igen opleve lidt hvidt fra oven,” lyder det fra DMI’s meteorologer.
Bidende kulde i vente
Der vil i løbet af ugen være mange steder, hvor temperaturen ikke når over frysepunktet og kombineret med en ret kraftig vind fra øst kommer det til at føles bidende koldt.
Så det er om at pakket sig godt ind, når man skal udendørs.
7-døgnsudsigt
Et højtryk over det vestlige Rusland forskydes langsomt mod syd, og tørrere luft bevæger sig op over Danmark fra syd og sydøst. I løbet af ugen opbygges et nyt højtryk over det nordlige Skandinavien, og det sender koldere luft med snebyger ned over Danmark fra nordøst og øst. Her er 7-døgnsudsigten fra DMI:
Tirsdag: Tørt vejr med en del sol, men skyer over Vendsyssel trækker i løbet af dagen mod syd. Temp. mellem frysepunktet og 3 graders varme og svag til jævn vind omkring øst. Om natten trækker skyerne over Nordjylland videre sydover, mens det forbliver klart i den sydøstlige del af landet. Temp. mellem 4 graders frost og 1 grads varme. Vinden tiltager og bliver let til jævn fra øst og nordøst, i Nord- og Vestjylland op til frisk vind.
Onsdag: I den sydøstlige del af landet først klart med en del sol, ellers bliver det mest skyet med lette snebyger i Nord- og Nordøstjylland. Temp. op mellem 2 graders frost og 2 graders varme. Vinden tiltager og bliver til let til frisk fra øst og nordøst, ved kysterne i løbet af dagen op til hård vind. Om aftenen og natten mest skyet med snebyger, især i Nord- og Nordøstjylland. Temp. fra lige over frysepunktet til 3 graders frost og let til frisk vind fra nordøst eller øst, ved østvendte kyster op til hård vind.
Torsdag: Mest skyet med snebyger. Temp. omkring frysepunktet og efterhånden ret blæsende med jævn til hård vind fra øst, ved kysterne stedvis op til kuling. Om aftenen og natten fortsat enkelte snebyger, temp. ned mellem frysepunktet og 4 graders frost. Fortsat blæsende med jævn til hård vind fra øst, ved kysterne stedvis kuling.
Fredag: Hele døgnet skyet med spredte snebyger, temp. mellem 3 graders frost og 1 grads varme. Blæsende med jævn til hård vind fra øst, ved kysterne lokalt op til kuling.
Lørdag: Hele døgnet skyet med spredte snebyger, temp. mellem 3 graders frost og 1 grads varme. Vinden aftager gradvist og bliver let til frisk fra øst og nordøst.
Søndag og mandag: Skyet med snebyger og lidt faldende temperaturer.
“Vejrudviklingen er ret sikker, men hvor koldt det bliver og hvor meget sne der er i vente, er endnu usikkert,” fastslår DMI.
DMI melder nemlig om udsigt til kolde temperaturer resten af januar:
“Ifølge prognoserne tyder det på, at kulden er kommet for at blive – i hvert fald måneden ud.
Så hvis man har mulighed for det, er det om at nyde starten på ugen med solskin og positive temperaturer, inden skyer, snebyger, tiltagende vind og dagsfrost igen vender tilbage til Danmark.”