DMI melder ud: Risiko for skybrud, hagl og torden
Efter en lang periode med solskin og tørke er luftmassen over Danmark blevet mere ustabil.
I nat og i morgen kan det resultere i voldsomt vejr.
DMI har netop udsendt et varsel om risiko for lokale skybrud, hagl og torden, der også gælder Aarhus og omegn.
“Der er risiko for tordenbyger, hagl og lokale skybrud.
Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter,” lyder det fra DMI.
Derfor rammer det nu
Varslet om risiko for skybrud, hagl og torden omfatter det meste af landet – med undtagelse af Bornholm.
I Aarhus gælder varslet fra kl. 2 i nat til og med onsdag kl. 12.
Bygerne, som forventes at passere landet i nat og i morgen frem til middag, ligger ifølge DMI over Den Engelske Kanal og har kurs mod Danmark.
Blandingen af varm og fugtig luft samt en ustabil atmosfære kan ende med at slå gnister i form af nogle kraftige hagl- og tordenbyger.
Risiko for oversvømmelser
Byger er af natur svære at forudsige i detaljen, og denne gang er ingen undtagelse.
DMI’s prognoser er meget uenige om, hvorvidt der vil dannes byger over Danmark, og hvor kraftige de kan blive.
Hvis bygerne opstår, er det mest sandsynligt, at de rammer landet et par timer efter midnat, og herefter fortsætter mod nordøst frem mod i onsdag middag.
Vær opmærksom på, at lavtliggende områder – som fx kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb – kan oversvømmes.
Gode råd, hvis uvejret rammer:
- Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.
- Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre. Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer.
- Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer.
- Søg ikke ly under træer.
- Undgå at bade eller at færdes på store åbne områder som fx fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig.
Du kan følge vejrsituationen løbende her