DMI udsender dobbeltvarsel: Voldsomt vejr rammer Aarhus og omegn

En front med nedbør bevæger sig i dag ind over Danmark fra vest.
Det giver udbredt sne vestfra med let til frisk vind fra sydøst, og der ventes snefygning i en stor del af Jylland allerede her til morgen.
Sådan lyder seneste melding fra DMI, der har udsendt to vejrvarsler, som er gældende for Aarhus i dag.
Fra morgenstunden er der risiko for snefygning, og senere forventer DMI let isslag.
DMI varsel om let isslag : https://t.co/7kpLEKVvuL pic.twitter.com/JazAioewmD
— DMI (@dmidk) January 12, 2026
Sidstnævnte er et kategori 1-varsel om “voldsomt vejr, der kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter”.
Dobbeltvarsel i Aarhus
DMI har udsendt følgende varsler om vejret i Aarhus og omegn i dag:
Risiko for snefygning: Mandag kl. 06:00-14:00 ventes der 10-12 m/s fra sydøst samt løs sne eller let snefald, der kan medføre snefygning.
Let isslag: Mandag kl. 15:00-23:00 forventer DMI let isslag. Nedbøren ventes senere at gå over i regn (Kategori 1-varsel om voldsomt vejr)
“Nedbøren starter tidligt mandag morgen med sne i Vestjylland, og i løbet af formiddagen brede sig østover. Især de sydvestlige egne forventes nedbøren om eftermiddagen eller aftenen stedvis at gå over i isslag, inden den går over i regn.
Nedbøren ventes at nå Sjælland i løbet af eftermiddagen og aftenen og her vil nedbøren først falde som sne eller tøsne. I løbet af aftenen og natten især i den sydvestlige del af Sjælland er der risiko for at nedbøren en overgang går over i isslag.
Mandagsvejret kan skabe store problemer i trafikken, så kør forsigtigt og husk at orientere jeg hos Vejdirektoratet og Politiet om forholdene. Og lyt til P4 trafik på farten,” lyder opfordringen fra meteorolog Mette Wagner her til morgen.
Østjyllands Politi opfordrer til at køre i god tid og huske at medbringe en række ting, hvis du skal du på vejene i dag.
Kør i god tid og husk at medbringe både varmt og praktisk tøj, når du bevæger dig ud i koldt vejr. Sørg for at have strøm på telefonen og medbring et tæppe, lidt mad og drikke samt evt. en skovl. Har du brug for livsvigtig medicin, så sørg også for at have den med. #politi.dk https://t.co/lPmLNgGXM7
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) January 11, 2026
Også Vejdirektoratet advarer om udfordrende forhold i trafikken og gør opmærksom på, at vejsaltets effekt fortsat er nedsat på grund af kulden, hvilket betyder øget risiko for glatte veje.