DMI udsender varsel: Vær forberedt på hedebølge i 3 dage
Juni har vist sig fra sin sommerlige side her i weekenden – og meget tyder på, at det bliver endnu varmere i denne uge.
Meget varm luft ventes at strømme op over landet fra syd, mens et højtryk holder det meste nedbør på afstand.
Det giver udsigt til solrigt og varmt sommervejr, som gradvist bliver endnu varmere frem mod weekenden.
Først på ugen kommer en del sol og temperaturer mellem 19 og 24 grader, mens varmen midt på ugen tager et nøk op.
Fredag, lørdag og søndag ser ud til at blive ugens varmeste dage med temperaturer op mellem 28 og 33 grader mange steder i landet.
Derfor er der opsat et DMI forvarsel op for hedebølge gældende fra fredag kl. 8.00 til søndag kl. 20.00 for hele landet undtagen Læsø, Samsø og Bornholm.
Det meddeler vagthavende meteorolog Sandra Nygaard her til middag:
“Det er endnu usikkert, hvad de højeste temperaturer bliver, men de aktuelle prognoser peger på, at temperaturerne kan blive så høje og vedvarende, at kriterierne for hedebølge kan blive opfyldt flere steder i landet.
Vi holder øje med udviklingen og opgraderer om nødvendigt til et DMI varsel, når vi kommer tættere på.
Flere dage med varme temperaturer kan belaste kroppen. Man kan forebygge hedeslag ved bl.a. at søge skygge, drikke rigeligt med vand samt bære hat og løstsiddende tøj.”
Brandfare og risiko for hedeslag
En hedebølge indtræffer, når gennemsnittet af de højeste temperaturer over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader.
Der kan også flere steder forekomme tropenætter, hvor temperaturen ikke når under 20 grader.
Leder man efter lidt køligere temperaturer, så skal man søge mod kysterne – lørdag kan solen dog kortvarigt blive afløst af tordenbyger, men det er stadig forbundet med usikkerhed.
Det varme vejr falder sammen med en uge fyldt med studenterkørsel, festivaler og sommerarrangementer – og ikke mindst Sankt Hans-aften, hvor mange traditionen tro samles udendørs ved bål rundt om i landet.
Her ser vejret ud til at vise sig fra sin bedste side med sol og behagelige sommertemperaturer.
Den manglende nedbør og de høje temperaturer har dog øget brandfaren, og det er derfor vigtigt at følge beredskabsmyndighedernes anbefalinger.
Samtidig stiger risikoen for dehydrering – særligt ved fysisk aktivitet eller længere ophold i solen.