DMI varsler: Kraftig regn og torden har kurs mod Aarhus

Vi runder lige de sidste officielle sommerdage af med noget, vi efterhånden kender lidt for godt: Kraftigt regn- og tordenvejr.
Fransk regnvejr har kurs mod Danmark og kan blive kraftigt, måske også med torden og lokale skybrud. Det skriver DMI i et varsel.
Her til morgen regner det stedvis kraftigt i den nordlige del af Frankrig i forbindelse med en frontzone i området. Regnvejret bevæger sig mod nordøst, med kursen sat mod Danmark, men ventes først at nå os i aften og først på natten.
DMI forventer mellem 25 og 35 mm regn på 6 timer i tidsrummet mellem torsdag kl. 20:00 til fredag kl. 05:00.
Regnvejret kan stedvis blive ret kraftigt og måske også være med torden og risiko for lokale skybrud.
“På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at sige mere præcist, hvilken landsdel der får de største nedbørsmængder.
Når regnvejret kommer tættere på Danmark, er det derfor muligt at der kommer ændringer i varslet og risikomeldingen,” skriver meterolog Jesper Eriksen på DMI.