DMI varsler: Hedebølge kan ramme Aarhus
Vi har haft en usædvanligt varm juni, og sommeren har i den grad ramt Aarhus og resten af landet.
Og det ser ud til at fortsætte.
DMI har nemlig udsendt et forvarsel for hedebølge fra fredag den 16. kl. 12 til søndag den 18. kl 18.
DMI forventer 28 grader eller mere i de kommende dage, og forvarslet for voldsomt vejr opdateres senest onsdag kl. 14.
Varsler om farligt vejr i Danmark
DMI udsender varsler for danske landområder om farligt vejr efter retningslinjer aftalt med Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.
Varslerne udsendes op til 36 timer før det farlige vejr ventes. Dermed vil vejrfænomenet af og til have været omtalt i DMI’s almindelige vejrudsigter til offentligheden, før der udsendes et egentligt varsel.
Den kommende hedebølge i Danmark kategoriseres som en såkaldt ‘Kategori 2: Farligt vejr’
Under disse forhold gør DMI opmærksom på, at man skal være forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning.
Under en hedebølge skal middelværdien af de højeste registrerede temperaturer, målt over tre sammenhængende dage på samme sted, overstige 28°C i varslingsområdet.
DMI understreger, at man skal følge myndighedernes råd, og være ekstra opmærksom, når man færdes ude.
Følg vejrudviklingen på dmi.dk.